• Fredag
  • 22:15 – 23:15
  • NOVA

I starten af 2023 skete det endelig, at de danske electrorockkoryfæer i Veto gik på scenen igen for første gang i mere end fem år. Det var i et anderledes og kreativt samarbejde med Copenhagen Philharmonics, og det blev så god en oplevelse for bandet, at de fem medlemmer fik fornyet lyst til at komme ud og spille endnu mere live. 

Det betyder, at de endelig kan opleves på NorthSide igen, 12 år efter deres sidste besøg på festivalen.

Veto bragede igennem den danske lydmur med albummet There’s a Beat In All Machines fra 2006, som blandt andet bød på numre som ”We Are Not Your Friends”, ”You Are A Knife” og ”Cannibal”. Albummet blev – meget forståeligt – en stor succes, og førte i 2007 til, at Veto løb med prisen som ’Årets Nye Danske Navn’ til Danish Music Awards, hvor de var nomineret i hele syv kategorier. Gruppen har nu fire studiealbum på samvittigheden, hvoraf det seneste, 16 Colors, udkom i 2018.

Når Veto gæster NorthSide 2024, kommer de til at spille materiale fra alle deres udgivelser gennem de seneste 20 år. Vi glæder os!