• Lørdag
  • 15:00 – 16:00
  • NOVA

Soundvenue beskrev i 2022 danske August Høyens musik som følelsen af et langt kram, og det rammer faktisk lige ind i essensen af, hvilken indvirkning Høyens varme sange har.

Med en beundringsværdig ro og en silkeblød vokal synger August Høyen sange inspireret af countrymusikkens sangskrivertraditioner, med alt hvad det indebærer af tid til pauser, hudløs ærlighed og elegant fortællekunst. 

August Høyen er på imponerende kort tid blevet en sand publikumsfavorit, der allerede sælger store venues ud. Han udgav i foråret EP’en Det Hele Handler Om Dig, som blandt andet fik 5 stjerner i Politiken, og har senest kunne bryste sig af en nominering i kategorien ’Årets Nye Danske Navn’ til Danish Music Awards 2023.

Vi glæder os til at opleve den danske sanger og sangskriver, når han slipper sine ærlige fortællinger og fine musikalske kompositioner løs i Eskelunden til sommer.