• Fredag
  • 17:00 – 18:00
  • NOVA

Latin punk, noise pop, alternativ rock, ambient electronica, avant-pop, electro-pop… der er mange måder at prøve at beskrive Angélica Garcias lyd på, for hun har skabt et musikalsk univers, hvor kun fantasien sætter grænser for genrebetegnelserne. 

Hun er født i USA og er vokset op i både El Monte i Californien og Richmond i Virginia, men bor nu i New York – og så har hun rødder i både El Salvador og Mexico. Således har mødet mellem amerikansk og latinamerikansk kultur altid fodret hendes musikalske opvækst, som gør, at man blandt andet kan spore inspiration fra den mexicanske genre ”ranchera” i hendes rockede og alt-poppede lydunivers. 

Herhjemme er Angélica Garcia stadig et ubeskrevet blad, men uden for de danske grænser har den kreative sangerinde og sangskriver allerede opnået bred anerkendelse. For eksempel var hun i 2020 forbi NPR Musics hyggelige lokaler for at indspille en Tiny Desk session, ligesom Barack Obama havde hendes 2019-single ”Jícama” inkluderet på sin prestigefulde liste over yndlingsnumre det år.

Vi glæder os til at præsentere dig for en rå, alsidig og dynamisk artist, der skaber musikalsk magi ved at gøre hvad f*ck der passer hende. 

Angélica Garcia spiller på NorthSide fredag den 7. juni.