• Lørdag
  • 20:30 – 22:00
  • ASTRA

Når vi taler international hiphop, er det svært at komme uden om UK-scenen, som i årevis har givet os nogle af verdens bedste rappere. Én af dem er Loyle Carner, der gang på gang hyldes for sine musikalske skildringer af livet i London, og som med jazzede undertoner og lyrisk snilde har taget ikke bare England, men store dele af verden med storm. 

Loyle Carner har indtil videre tre anmelderroste albums på samvittigheden, hvoraf hele to af dem har været nomineret til den prestigefulde Mercury Prize. Han har gennem sin karriere arbejdet sammen med kunstnere som Jorja Smith, Sampha, Tom Misch og Wesley Joseph, spillet på nogle af de største festivaler i verden og udsolgt stribevis af spillesteder – inklusivt Store VEGA herhjemme.

Når Loyle Carner til sommer gæster Aarhus, får vi besøg af en kunstner i absolut topform. For eksempel blev hans seneste album Hugo hans hurtigst sælgende til dato, ligesom han til sidste års BRIT Awards var nomineret i kategorien ’Best Hip Hop/Grime/Rap act’ side om side med artister som Stormzy, Dave og Central Cee. 

”Old-school hiphoppen lever i allerbedste velgående,” skrev GAFFA i deres 5-stjernede anmeldelse af rapperens seneste koncert på Roskilde Festival, og det glæder vi os til at slå endnu et slag for i Eskelunden til sommer.