• Lørdag
  • 14:00 – 15:00
  • NOVA

Guldimund blev den helt store vinder, da der i starten af 2022 blev uddelt priser til den prestigefulde kritikerpris Steppeulven. Her løb han nemlig med prisen for både ’Årets Tekstforfatter’, ’Årets Musiker’ og ’Årets Udgivelse’ i kølvandet på albummet Dem, Vi Plejede At Være fra 2021.

På albummet, som dagbladet Information blandt andet har kaldt ”fremragende”, præsenterede Guldimund en helt særlig blanding af dansksproget indie- og folkrock, som vi ikke finder hos nogen anden dansk artist lige nu. Med sange som P6-beat-singlerne ”Brænder Stadig” og ”Dem, Vi Plejede At Være” blev vi introduceret til Guldimunds intime tekstunivers, der er så utroligt ærligt, at det gør lidt ondt en gang imellem. Men det gør livet også, og det er netop dét, Asger Nordtorp Pedersen italesætter på albummet, der blandt andet byder på hjerteskærende fortællinger om livet i et dysfunktionelt parforhold.

Asger Nordtorp Pedersen er manden bag, og han er en erfaren musiker, der kan skrive både vokalist, sangskriver, guitarist, bassist og producer på sit musikalske CV, og desuden tidligere har spillet med grupperne Tårn og Blaue Blume.

På indspilningerne kommer man helt ind på livet af Nordtorp Pedersen, men når sangene fremføres live, er det med hele otte velspillende musikanter på scenen, som sammen udforsker musikken og dens dynamikker.

Det har ry for at være en rigtig smuk oplevelse, og det er vi sikre på, det også bliver, når Guldimund gæster NorthSide 2023!

Guldimund spiller lørdag 3. juni på NorthSide 2023.