• Fredag
  • 14:15 – 15:15
  • ECHO

Benjamin Clementine lyder som… ingen anden, du nogensinde har hørt før.

Bevares, han bliver af og til sammenlignet med artister som Nina Simone og Rufus Wrainwright, men der er altså bred enighed om, at den britiske sanger og sangskriver er uden for musikalsk kategori. 

Det skyldes nok i høj grad den tidløshed, hans lyd emmer af, som også falder godt i hak med, at han nævner både klassiske komponister som Debussy, Satie og Chopin, og ikoner som Leonard Cohen, Jimi Hendrix, Nick Cave og Tom Waits som inspirationskilder. 

Benjamin Clementines historie er også langt fra en, vi har hørt før. Han er vokset op i en stærkt katolsk familie i London, men flyttede som kun 19-årig alene til Paris, hvor han var hjemløs og spillede på gader og stræder, barer og hoteller.

Klip til, at han i 2015, efter at være flyttet hjem igen, vandt Storbritanniens nok mest prestigefulde musikpris, nemlig albumprisen Mercury Prize, foran artister som Florence + The Machine, Jamie xx og Wolf Alice for sit debutalbum At Least For Now. 

I oktober udgav Benjamin Clementine sit længeventede tredje album And I Have Been. Det er kun første del af en albumtrilogi, og på pladen berører Clementine temaer som både kærlighed, tab, ægteskab, faderskab, depression, kulturmøder og indre fornægtelse af sine rødder. 

Udover musikken har Benjamin Clementine også sparket døren ind til filmverden, da han debuterede i rollen som Herald of the Change i Denis Villeneuves 6x Oscarvindende film ’Dune’ fra 2021 med blandt andre Timothée Chalamet, Zendaya og Oscar Isaac på rollelisten.