• Torsdag
  • 19:15 – 20:15
  • ECHO

Den australske sanger, sangskriver, model og skuespiller Troye Sivan kunne for nyligt fejre hele to GRAMMY-nomineringer. Han ligger nemlig med sangen ”Rush” lunt i svinget til at tage to af slagsen med hjem for både ’Best Pop Dance Recording’ og ’Best Music Video’. 

De nylige GRAMMY-nomineringer er bare den sidste i rækken af vilde bedrifter, den 28-årige kunstner har opnået i løbet af sin 10 år lange karriere. 

Troye Sivan gjorde første gang sit indtog med EP’erne TRXYE og Wild fra henholdsvis 2014 og 2015. Siden har han udgivet debutalbummet Blue Neighbourhood, opfølgeren Bloom, 2020-EP’en In A Dream og senest sit tredje studiealbum Something To Give Each Other, som har fået flere til at udnævne ham til en af tidens vigtigste popstjerner. 

Som en af popkulturens bannerførere for større og bedre LGBTQIA+ repræsentation har han med Something To Give Each Other udgivet et befriende album, der cementerer ham som en tidens største queer-ikoner. 

Soundvenue beskrev albummet som ”nærmest revolutionerende” i deres anmeldelse, mens GAFFA kaldte det ”et af årets bedste popalbum” og gav det 6/6 stjerner. 

TIME har kaldt ham ”The Perfect Pop Star” og vi er enige. Med 22 milliarder streams, 10 millioner solgte albums på verdensplan, nomineringer i alt fra GRAMMY og Billboard Music Awards til Golden Globe og Oscars, er det en særdeles indflydelsesrig verdensstjerne, der lægger vejen forbi Aarhus.