I 2022 var NorthSide på den nye plads i Eskelunden for første gang, og det gav et par udfordringer, som vi for alt i verden vil undgå i år. Vi præsenterer derfor en række tiltag, der skal sikre, at vores gæster får en god festival med nem ind- og udgang, færre køer, mindre trængsel på pladsen og bedre transportmuligheder.   

Begrænsning af publikumskapacitet

Sidste år var et rekordår med mere end 40.000 gæster på pladsen. I år kommer NorthSide til at begrænse publikumskapaciteten en smule, så der kun lukkes 35.000 ind totalt for at undgå trængsel og køer.

Mere personale ved ind- og udgange

NorthSide øger mængden af personale ved festivalens ind- og udgange og mængden af sikkerhedspersonale på pladsen. Den øgede bemanding skal mindske ventetiden, når festivalen åbner og skærpe de sikkerhedsmæssige forhold i forbindelse med udgang fra pladsen efter dagens sidste koncert.

Åhavevej lukkes

Vi har indgået en aftale med Aarhus Kommune, Politi og Brandvæsen, som gør det muligt at lukke Åhavevej i timerne efter sidste koncert for på den måde at skabe et markant større udgangsområde for publikum. Åhavevej er en tilstødende hovedvej til Eskelunden, og den genåbnes, når publikumsmængden har passeret

Masser af taxaer i Tøndergade

Foretrækker man at blive kørt til og fra festivalen, kan man finde en taxa i Tøndergade, hvor de i år har fået en dedikeret zone til pick-up og drop-off. Tøndergade er blot 10 minutters gang fra pladsen (se kort nedenfor).

Shuttlebusser ved Circle K

Når publikum skal hjem fra pladsen, kan de hoppe på en shuttlebus hvert 10. minut fra den nærliggende Cirkle K på Skanderborgvej. Shuttlebusserne kører torsdag fra 21.00-02.00 og fredag/lørdag fra 22.00-03.00 (se kort nedenfor).

Plads til 25.000 cykler

Tager man sin cykel til festivalen (et bæredygtigt valg, som vi selvfølgelig anbefaler), er der flere gode nyheder. Der bliver i år skabt ni områder til cykelparkering med en samlet kapacitet på 25.000 cykler. Cykelparkeringspladserne bliver markeret med en unik tal- og farvekombination, så man nemt kan finde sin cykel igen efter en lang festivaldag. Samtidig står frivillige og sikkerhedspersonale klar til at vejlede gæster i området, både ved ankomst og afgang (se kort nedenfor).

Re-designet Electra scene

Udover flere forbedrede pladsforhold kan publikum også glæde sig til en re-designet Electra scene. Den elektroniske scene overdækkes, hvilket gør Electra mere intim og klubbet. Det har også den fordel, at man formindsker det lydtryk, der sidste år generede enkelte naboer og andre koncerter på pladsen.

ELECTRA