Grøn gastronomi: NorthSide 2022 bliver plantebaseret
Når NorthSide 2022 løber af stablen den 2.-4. juni 2022 vil al mad til både gæster, artister og frivillige være plantebaseret og 100% økologisk. Initiativet skal gøre det grønnere at gå på festival og tage gæsterne på en smagfuld rejse ind i fremtidens gastronomiske oplevelser.
I 2022 kan festivalgæsterne på NorthSide endnu engang forvente at blive en del af et bæredygtigt kvantespring, når den årlige madplakat vil bestå af plantebaserede og 100% økologiske varianter af gastronomiske festival-evergreens kombineret med nye madoplevelser:
”NorthSide arbejder hele tiden med at hæve barren for bæredygtighed. I 2014 lancerede vi den første økologiske øl i samarbejde med Tuborg. I 2019 fjernede vi engangsplastkrus og salg af vand på flaske, og i 2022 står plantebaseret mad side om side med overgangen til 100% grøn strøm,” siger Brian Nielsen, festivalchef for NorthSide.
Han fortsætter:
”NorthSide har i sit DNA, at der er rum og forventning til, at vi sætter en retning som inspiration. Både for ny musik, men også nye bæredygtige tiltag som at gå plantebaseret. Vi vil gerne fortsætte med at overraske, udfordre og gå forrest, og at servere plantebaseret mad er et naturligt næste skridt på vores bæredygtighedsrejse. Det er fremtidens mad nu”, siger han.
NorthSide har samarbejdet med Dansk Vegetarisk Forening og Økologisk Landsforening, der tilsammen står bag Plantebaseret Videnscenter, om tiltaget, og her bakker de op:
”Når NorthSide vælger, at maden på festivalen er plantebaseret og 100% økologisk, sender de samtidig et vigtigt signal om, at fremtiden er og skal være grønnere. Noget af det allervigtigste, vi hver især kan gøre for klimaet, er at spise langt mere grønt og tilsvarende langt færre animalske produkter; og hvis vi så samtidig vælger økologiske fødevarer, er vi med til blandt andet at sikre vores rene grundvand, bedre dyrevelfærd og rigere biodiversitet i og ved markerne. NorthSide går forrest og tager med tiltaget endnu engang konkret ansvar for den grønne omstilling – denne gang ved at synliggøre, at vores madvaner er en afgørende del af løsningen for en mere bæredygtig fremtid,” siger Katrine Ejlerskov, Centerleder for Plantebaseret Videnscenter.
Festivalfavoritter i ny fortolkning
Frem til festivalen vil vi i samarbejde med sine stadepladsholdere udvikle lækker og delikat mad, der kan inspirere og udfordre gæsternes madoplevelser. NorthSide er den første danske festival, der udelukkende serverer plantebaseret mad, og festivalen lancerer den nye madplakat og giver et smugkig på de nye tiltag, når festivalen nærmer sig.
De sidste partoutbilletter til NorthSide sættes til salg den 1. november kl. 10.00
Et overvældende antal festivalgæster har gemt deres billetter fra de aflyste år 2020 og 2021. Det betyder, at der ikke kommer ret mange billetter til salg til festivalen i 2022. Offentliggørelsen af de første musiknavne sker op til, at de sidste partoutbilletter sættes til salg den 1. november kl. 10.00 her på siden.
Fakta om ”et plantebaseret måltid”
– Plantebaseret Videnscenter definerer et plantebaseret måltid som ”et måltid der er bygget op omkring planter, og som kan suppleres med en mindre andel animalske fødevarer”*.
– NorthSide har fravalgt kød og fisk i deres måltider, og vil max bruge 15% ost, æg eller mayonnaise pr. portion.
– Måltider, der er vegetariske eller veganske vil være tydeligt mærkede.
Fakta om bæredygtighed på NorthSide
– I 2019 skiftede NorthSide engangsplastkrus ud med krus af genbrugeligt plastik.
– Festivalen er den første i Danmark, der bliver plantebaseret fra 2022.
– Fra næste år afvikles NorthSide på 100% grøn strøm.
– NorthSide får hvert år udviklet en CO2-analyse i samarbejde med A Greener Festival.
– NorthSides bæredygtighedsrapport for 2019 kan findes her
Foto: Christian Mørkeberg