NorthSide 2022

Grøn strøm, plantebaseret mad, mere plads at boltre sig på og ikke mindst 50+ musikalske artister. Efter 1090 dage uden festival kunne aarhusianerne endelig tage på NorthSide igen i 2022 – og det var der rigtig mange, der gjorde.

Lørdag nat den 4. juni 2022 afrundede The Minds of 99 den 11. udgave af NorthSide efter tre års tvunget fravær grundet Corona-pandemien. The Minds of 99 var det mest ønskede act blandt festivalens gæster og leverede ét ud af mange musikalske højdepunkter på festivalens største scene ASTRA.

Vi havde forud for festivalen ellers modtaget en del kritik for – i kølvandet på Corona – at præsentere et overvejende dansk lineup. Men de mange anmeldelser, der i løbet af festivalens tre dage tikkede ind, vidnede om, at det bestemt ikke var på kompromis af kvaliteten.

Der blev uddelt mange stjerner til de optrædende – herunder artister som Andreas Odbjerg, MØ, Spleen United, Saveus, Hans Philip, Tessa, australske Nick Cave & The Bad Seeds, Lewis Capaldi, Tom Misch, Kashmir og ikke mindst surprise-actet Thomas Helmig, som gemte sig bag det kryptiske navn ”Hvidt Flag” og gav et brag af en hjemmebanekoncert på NOVA-scenen fredag.

NorthSide 2022 blev på mange måder et skelsættende år for festivalen, der for første gang fandt sted i Eskelunden. Den nye grønne bypark i Viby er cirka dobbelt så stort som den gamle festivalplads i Ådalen og husede lørdag hele 40.000 feststemte gæster i den bagende sol.

I 2022 gik vi endnu engang forrest i rejsen mod at skabe mere bæredygtige events. For første gang nogensinde blev festivalen drevet af energi fra elnetværket, ligesom alt mad (både front – og backstage) var både økologisk og plantebaseret. Den store menu blev blandt andet leveret af fantastiske madaktører som Aarhus-initiativet Spiselauget, Pizza Boys, Meyers, OliOli, Grød, Letz Sushi og mange, mange flere.

2022 blev også året, hvor NorthSide for første gang kunne præsentere et helt nyt område for elektronisk musik, nemlig ELECTRA-scenen. Her sørgede en perlerække af danske og internationale DJs for, at der altid var en dansefest inden for rækkevidde. NorthSides første elektroniske program talte blandt andre DJs som Pete Tong, James Hype, Nora En Pure, Ashibah, ARTBAT og Camelphat.

“Først og fremmest en stor tak til alle, der beholdte deres billetter til årets festival. Vi er lykkelige for premieren i Eskelunden – en ny plads, der fungerede godt med et fantastisk flow. Vi oplevede mennesker i alle afkroge af pladsen. Alt var ikke perfekt, men vi synes, at det var mere end godt nok. Tak til de 40.000 gæster, der mødte op og gjorde det til en fantastisk weekend i Eskelunden,” udtalte festivaldirektør Brian Nielsen.

Lineup: Alex Vargas, Andreas Odbjerg, Artigeardit, Asger Techau, Burhan G, Cheff Records, Clara, Coco O., Disclosure, DJ Cemetary & DJ Poul Bones, Dopha, Drew Sycamore, FVN, Hans Philip, Jada, Jonah Blacksmith, Jung, Kashmir, Lewis Capaldi, Mekdes, Mew, MØ, Nathaniel Rateliff & The Night Sweats, Nick Cave & The Bad Seed, RoseeLu, Saveus, Scarlet Pleasure, Spleen United, Suspekt, Tessa, The Avalanches, The Minds of 99, Thomas Helmig, Tom Misch, Undertekst

ELECTRA: Amyelle, ARTBAT, Ashibah, Baime, Ben Böhmer, Camelphat, Colyn, Cristoph, Denis Horvat, Henri Matisse, HOSH, James Hype, Joris Voorn, Kris O’Neil, Kölsch, La La, Nora En Pure, Pete Tong, Prom Night.

2022
|
NS22
|
2022
|
NS22
|

2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 | 2020 | 2021 | 2022 | 2023

Gå tilbage til Historie.