NorthSide 2016

Syvende udgave af NorthSide var for første gang siden festivalen rykkede ud i Ådalen ikke ramt af aflysninger under festivalen, og for første gang nogensinde var NorthSide ikke ramt af regnvejr. Dermed var rammerne perfekte for tre fantastiske dage, der blandt andet bød på de to nye tiltag Kolonihaven og Skovbunden.

Kolonihaven var en mulighed for at lave en række mindre arrangementer i samarbejde med blandt andet AROS og Folkeuniversitetet, der krævede tilmelding, og opbakningen til social dining, yoga, vinsmagninger og foredrag var over al forventning. Blandt højdepunkterne var en Artist Talk med den engelske kunstner Grayson Perry, der ugen efter åbnede sin første danske udstilling på Aros, samt muligheden for at prøve en lang række mousserende vine leveret af Østjysk Vinforsyning.

I Skovbunden kunne man booke bord til en fem retters middag, der blev parret med cocktails i stedet for vin, og der var også mulighed for blot at holde sig til cocktails. Området bød også på overraskelser som Poetry Slam, og i det hele taget fungerede det nye område mellem OutSide og hovedpladsen som en skønt åndehul under festivalen.

I 2016 var maden mere end 90% økologisk, og drikkevarerne var 75% økologiske, og dermed havde festivalen endnu engang taget et stort skridt imod at blive landets første 100% økologiske festival. Også bæredygtighedsprocenten tog et stort skridt i den rigtige retning, og ved festivalens afslutning stod det klart, at man havde sendt 67% af alt festivalens affald til genanvendelse.

Musikalsk var der endnu engang 41 primært internationale navne på plakaten, og her stod Iggy Pop, The Chemical Brothers og Sigur Rós for nogle af de største oplevelser. Lukas Graham samlede hele festivalen fredag aften, og Puscifer forundrede med deres bizarre og underholdende show, der inkluderede udklædninger og mexicansk brydning midt på scenen. Phlake trak så mange mennesker til P6 BEAT Stage, at man måtte lukke for indgang til scenen, og Scarlet Pleaure (der havde stået i samme situation året inden) viste, at de var klar til at stå på landets største scener.

Søndag blev rundet helt perfekt af med koncerter med først Duran Duran og så Beck, der sammen satte et smukt punktum for den måske flotteste version af NorthSide nogensinde.

Line-up: Alex Vargas, AV AV AV, Beach House, Beck, Bernhoft & the Fashion Bruises, Bloc Party, Blossoms, Caribou, Childrenn, Coasts, Damien Rice, Deftones, Den Sorte Skole, Digitalism Live, Duran Duran, Flume, Iggy Pop, Jake Bugg, Jamie xx, Jamie Lawson, Lukas Graham, Malk de Koijn, Marvelous Mosell, The Minds of 99, Phlake, Puscifer, Refused, Samm Henshaw, Scarlet Pleasure, Sigur Rós, The Chemical Brothers, The Temper Trap, The Vaccines, Twin Atlantic, Ukendt Kunstner, Unknown Mortal Orchestra, Velvet Volume, Wilco, Wolf Parade, Yeasayer, Yelawolf

2016
|
NS16
|
2016
|
NS16
|

2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 | 2020 | 2021 | 2022 | 2023

Gå tilbage til Historie.