Når vi langt om længe slår dørene op til NorthSide 2022 i Eskelunden, er det flere år siden, vi sidst var samlet til tre dage med feststemning, magiske koncerter, lækker mad og alle de overraskelser, en festival er fuld af. Derfor har vi samlet en række gode råd, tips og tricks til dig, der lige skal mindes om, hvordan man gør – uanset om du er garvet NorthSide-gænger eller det er dit allerførste NS-år. We got you!

Alkohol kan købes i de mange forskellige barer på pladsen, men du må ikke medbringe dit eget.

Brabrandstien omringer vores flotte nye festivalplads i Eskelunden.

Cigaretter kan ikke længere købes på festivalpladsen, og sådan er det bare.

Download NorthSide-appen her og gem dine favoritartister, så du får direkte besked på din telefon, når de går på scenen. Den perfekte festivalmakker!

ELECTRA er navnet på vores spritnye scene for elektronisk musik, hvor du i år kan opleve Kölsch, ARTBAT, CamelPhat og mange flere!

Fredag åbner Coco O. og Clara ballet på de to store scener, ASTRA og ECHO. Tjek hele NS22-programmet ud lige her.

God stil er den eneste rigtige stil at køre på NorthSide. Og nej, vi taler ikke kun om bæltetasker og bøllehatte, men også om at behandle andre med respekt!

Hold kæft er det, vi skal bede dig om at gøre til koncerterne. Vi er blevet snydt for SÅ meget lækker livemusik de sidste to år, så lad os nyde, at den endelig er tilbage og gemme anekdoterne til barerne.

Iskolde øl, drinks og sodavand smager altså bare allerbedst under åben himmel med dine bedste kammerater under armen og din favoritartist på scenen.

Jung, Jada, Jonah Blacksmith og Joris Voorn er bare nogle af de mange artister, du kan glæde dig til at opleve på NS22!

Kaninfoder er en ret dinosauragtig måde at beskrive lækker plantebaseret mad på.

L står for luksusfestival!

Maden på NorthSide er plantebaseret, velsmagende og 100% økologisk, og vi garanterer, at der noget for enhver smag i vores mange lækre madboder. Se den lange liste lige her.

Njord Gin Club byder igen i år på lækre og læskende drinks med den officielle NS22-gin, der er lavet på planter og urter sanket i Eskelunden. Blæret!

Om du kan betale med kontanter på NS22? Nej, men du kan få ombyttet dine kontanter til værdikort, som du kan bruge i alle barer og boder. Og så kan du selvfølgelig betale med betalingskort på hele pladsen.

Pladsen åbner torsdag klokken 14.00! Fredag og lørdag åbner pladsen klokken 13.00.

Quesadillas er bare én af mange lækre retter på årets madplakat. Glæd dig til at sætte tænderne i alt fra pizza og poke bowls til falafler og fritter, når madboderne serverer festivalfavoritter i alle afskygninger.

Regnvejr er selvfølgelig ikke på programmet til NS22, men hvis vejrguderne alligevel driller, er det godt at have et regnslag med i baglommen. Lad paraplyen ligge derhjemme – den må ikke medbringes på pladsen.

Solcreme er et must-have, når solen skinner, men som spray må det ikke medbringes på pladsen. Det skyldes kort og godt brandregler. Husk også solbriller!

The Forum er et nyt område på pladsen, der sætter fokus på bæredygtig innovation med spændende talks og en forsmag på fremtiden.

Uundværlige er det helt rigtige tillægsord, der beskriver alle vores fantastiske frivillige. Uden jer, ingen festival!

Vandposter findes flere forskellige steder på pladsen, så du kan fylde din vandflaske med lækkert postevand helt gratis. Stay hydrated!

Wrestling er der ikke plads til på en festival – medmindre der er tale om glitter wrestling i Sideshow-teltet!

Xylofoner må ikke medbringes på pladsen, men hvorfor skulle du også det? Der er jo masser af god musik på programmet!

Yndlingsband, yndlingsdrink, yndlingsvenner, yndlingsfestival – NorthSide har det hele!

Zoom-møder slipper du for på NorthSide. Til gengæld er der rig mulighed for at hænge ud med dine venner in real life i Skovbrynet.

Æææskelunden er en helt okay måde at udtale vores nye dejlige plads på!

Øl er på menuen i den nye, flotte bar, Beer Barn.

Åh, hvor vi glæder os til at se dig til NorthSide 2022!

Fotograf: Louise Jensen