Danmarks nye, funklende rapstjerne FVN skød NS22 i gang
FVN debuterede i 2019 og slog for alvor igennem på den danske upcoming-scene med singlerne ”Work” (2020) og ”New Hobby” (2021). Torsdag åbnede hun NorthSide 2022 med manér, da hun indtog NOVA-scenen.
Foto: Alec Andreev
”Fuldstændig fantastisk!” Sådan beskriver rapperen, med det borgerlige navn Feven Geles, selv sin oplevelse af at stå på den store scene og åbne festivalen. En optræden, der også kastede fire stjerner og rosende ord fra GAFFAs anmelder af sig.
I 2021 var FVN gæst i Julie Rahbeks podcast ’Dronning’. I podcastserien anbefaler hver gæst – eller dronning – den næste gæst til podcasten, og FVN blev anbefalet af dansk raps nyeste kæmpestjerne, Tessa. En drømmestart for en upcoming rapstjerne. Med sin freestyle-inspirerede stil, sit skudsikre flow og skarpe tekster har FVN siden sin debut skabt sig et solidt navn i branchen. Selv finder hun inspiration i internationale stjerner som Missy Elliot og Nicki Minaj, men i høj grad også mange kvindelige danske kunstnere, da hun tror på, at de alle inspirerer hinanden.
”For at være kvindelig kunstner i Danmark, så tror jeg først og fremmest, at det er utrolig vigtigt, at man har ben i næsen. For uden ben i næsen, så tror jeg, at branchen kommer til at spise én – desværre.” Sådan svarer FVN, da vi spørger, om hun kan give tre gode råd til dem, der drømmer om at klare den som i den danske musikbranche.
Hun fortsætter: ”Måske kan det lyde lidt jantelovsagtigt, men man skal huske på, at man ikke er bedre end andre, bare fordi man vil lave musik. Altså helt ærligt skal man ikke være arrogant. Det sidste råd er, at man altid skal være sig selv. Som kvinde kan det ske, at folk vil ændre på én for at forme én, fordi ’det her’ er sejt, når man er kvinde. Men det skal man ikke. Man skal bare være sig selv!”
FVN er, med andre (og egne) ord, en bad bitch, der er trådt ind på den danske rapscene for at blive!