- Fredag



De beskriver sig selv som en gammel desktop computer, der har spist et rockband og faxet det.
Med deres klap for fædrelandet har Zar Paulo markeret sig som en af Danmarks mest spændende rockgrupper med den unikke blanding af post-punk, synthpop og new-wave pop-rock. Bandets lyd, præget af samfundskritiske tekster og storslåede synth-flader, har vundet både anmelderros og priser som ’Årets Håb’ ved GAFFA Prisen.
Zar Paulos liveoptrædener er kendt for intens energi, matchende sko og elektroniske dance moves. Musikken, især numre som ”Jeg Synes Du Er Dejlig”, udfordrer publikum med en internet-ificerede lyd. Zar Paulo har formået at bryde grænserne mellem genrer og skabe en lyd, der både er moderne og tidløs.
Debutalbummet, Elendig Software, kom til verden i kolde vinteruger på Aarhus Amtssygehus, og er senere blev hyldet som et banebrydende album og har markeret Zar Paulos plads som et af de mest innovative bands på den danske scene. GAFFA beskrev dem som ”navnet på et af nyere tids bedste danske bands”.
De har varmet op for The Minds of 99 i Parken, spillet utallige koncerter og vundet priser som ’Årets Bedste Musikalske Oplevelse’ og ’Årets Nye Danske Livenavn’. Zar Paulo er et band, der allerede har cementeret sig som en nyklassiker og tastet sig direkte ind i den dansksprogede rockhistorie trods Elendig Software.