Polo & Pan tager dig med til Ønskeøen.
Den franske DJ-duo Polo & Pan har med deres unikke blanding af elektronica, verdensmusik og vintage, fransk pop erobret hjerter verden over. Musikken tager lytterne med på en farverig ferie for sjælen på ryggen af tropiske beats og drømmende melodier. Duoen, der består af Alexandre Grynszpan (Polo) og Paul Armand-Delille (Pan), har formået at skabe en tidløs lyd, der både henter inspiration fra 60’ernes franske lydlandskab og moderne elektroniske beats.
Debutalbummet Caravelle fra 2017 blander lydindtryk fra hele verden. Tracks som ”Canopée” og ”Nanã” har sikret Polo & Pan en plads som en af de mest indflydelsesrige elektroniske DJs fra Frankrig. Efterfølgeren, Cyclorama, blev anmelderrost for sin evne til at skabe en forførende atmosfære, som byder lytterne med ombord på deres eventyrbåd på en uendelig getaway fra virkeligheden -og direkte videre til en vandretur gennem den brasilianske tropeskov.
Musikken har også fanget opmærksomheden fra modeverdenen, hvor Polo & Pan har været en del af en række anerkendte modeshows, herunder blandt andet Chanel og Dior. Deres evne til at skabe en stemning af elegance og eventyr har gjort dem til favoritter blandt modehuse og designere.
Polo & Pan er blevet et ikonisk navn på verdens største scener som Coachella og Glastonbury, har skabt musikmagi ved de Olympiske Lege i Paris, og rejst jorden rundt med deres unikke musik – og nu er de klar til at tage Eskelunden med på en musikalsk ekspedition.