Vi ses i 2021!
Kære alle,
Vi er kede af at måtte fortælle jer, at NorthSide 2020 er aflyst.
Ligesom andre arrangører har vi i den seneste tid fulgt udviklingen og myndighedernes anvisninger tæt. Vi har holdt modet oppe og fortsat vores planlægning frem mod juni, men på baggrund af forlængelsen af forsamlingsforbuddet, må vi nu konstatere, at det ikke bliver muligt at afvikle NorthSide den 4.-6. juni.
Danmark står i en historisk svær og uvis situation, og vi bakker naturligvis op om regeringens tiltag, således at vi bedst muligt passer på hinanden. I den forbindelse vil vi gerne sende en varm tak til alle dem, som lige nu kæmper for os alle sammen. Tak!
Det er en ulykkelig situation. Vi ved, at I har glædet jer til sommerens festival og til, at vi igen skulle være sammen om den stemning og musik, som NorthSide står for. For mange er det en tradition, der bliver brudt, og det er vi enormt kede af.
Til dig, der allerede har købt billet, vil det betyde meget for festivalen, hvis du vil beholde din billet – den gælder nemlig automatisk til NorthSide i 2021. Vi vil meget gerne se dig igen i 2021, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for, at det bliver et helt ekstraordinært ”velkommen tilbage” til NorthSide. Ønsker du at refundere din billet, så skal du holde øje med din indbakke efter påske, hvor du vil modtage yderligere informationer fra Ticketmaster.
Vi kommer til at savne jer til sommer, og vi håber af hjertet, at I vil bakke op omkring NorthSide 2021, hvor vi glæder os til for første gang at holde festival på vores nye plads, Eskelund.
Vi opdaterer løbende om musik- og eventprogrammet i 2021 på vores sociale medier.
Indtil da – pas på jer selv og hinanden.
Kærlig hilsen
NorthSide