Manchester-bandet New Order spiller koncert på NorthSide fredag aften. Post-punk gruppen har manifesteret sig på den internationale musikscene med numre som ’Blue Monday’ og ’Bizarre Love Triangle’. Vi har talt med superfan Ulrich Lauridsen, der skal til sin fjerde New Order koncert på årets NorthSide festival.

Tekst: Nicolai Bøttkjær
Foto: Anne-Dorthe Søgaard

Ulrich Lauridsen har været fan af New Order siden starten af 80’erne. Han var bare 19 år, da han for første gang drog til koncert med New Order, som gav koncert på Aarhus Festival i 1987. Det var storhittet ’Blue Monday’, der for alvor gjorde Ulrich til superfan.

”Jeg hørte New Order for første gang, da de udgav ’Blue Monday’ i 1983. Det er et stjernegodt nummer, der stadig bliver spillet i radioen verden over,” siger Ulrich Lauridsen.

Ulrich er musikelsker med stort M, og det betyder utroligt meget for ham, at det er musikken som er i fokus. Derfor har han lagt vejen forbi årets NorthSide festival.

”Jeg er her for New Order. Jeg er faktisk ikke så glad for festivaller, hvis der ikke er noget musik, som jeg virkelig holder af, men når der er noget på programmet som for eksempel New Order, så kommer jeg,” siger Ulrich Lauridsen.

Ud over New Order-koncerten skal Ulrich også opleve nogle af de andre kunstnere, der spiller på NorthSide. Blandt andet Michael Kiwanuka og Idles, der også spiller lørdag på NorthSide.

”Når man er her, så skal man også høre en masse andet god musik. Jeg skal helt klart høre Michael Kiwanuka og Idles,” siger Ulrich Lauridsen.

TV-2 ødelagde Ulrichs første koncert med New Order.

Ulrich var, sammen med sine venner, taget hele vejen fra Ikast til Aarhus, for at opleve New Order til ’Aarhus Festival’ i 1987. Ulrich husker, at koncerten blev ødelagt af TV-2, der brugte alt for lang tid på scenen.

”Det var kun New Order, vi kom for at høre. TV-2 blev bare ved med at spille, og ude bag scenen sad New Order og drak elefantøl. Da New Order endelig gik på, var der kun tid til, at de spillede i en halv time, fordi festivallen lukkede klokken 11,” siger Ulrich Lauridsen.

Ulrich Lauridsen har siden den dag været sur på TV-2. Radioen bliver slukket, når Steffen Brandt og ’De første kærester på månen’ brager ud gennem højttaleren. Ulrich understreger, at det selvfølgelig lidt er for sjov, og at det er hans måde at få ’payback’.

”Det er jo bare gas, det er ikke fordi, jeg har noget i mod TV-2. Det er min payback,” siger Ulrich Lauridsen.

Ulrich glæder sig til, at mørket så småt begynder at lægge sig over NorthSide, hvor New Order træder på scenen klokken 21.45. Skulle det ske, at der kommer en aflysning lige før New Order, så håber Ulrich i hvert fald på, at det ikke bliver TV-2, der træder til som afløser.

”Hvis bandet, der skal spille lige før New Order, aflyser, og TV-2 træder til, så kommer jeg til at lave en scene. Jeg er i hvert fald glad for, at der er lidt tid mellem koncerterne, så der er en chance for, at de kan blive færdige til tiden,” siger Ulrich Lauridsen med et smil på læben.

New Orders første plader er klart de bedste

New Order spillede sammen i bandet Joy Division, inden forsangeren Ian Curtis på tragisk vis begik selvmord i 1980. Netop de første New Order plader, hvor man kan mærke den dystre stemning i musikken, håber Ulrich meget på at få lov til at opleve på NorthSide.

”Jeg håber, at de spiller nogle af numrene fra de første plader, det er bare noget helt særligt,” siger Ulrich Lauridsen.

Det er fjerde gang, at Ulrich skal til koncert med hans yndlingsband. Han har været betaget af musikken lige fra starten.

”Jeg er ikke sådan en die-hard fan, der har tatoveret New Order hen over min mave, men jeg har elsket deres musik, lige siden de har heddet Joy Division,” siger Ulrich Lauridsen.