Søren, der også går under DJ-aliasset ”Far vender plader”, spiller i aften, i selskab med to andre DJ’s op til dans på festivalpladsen. Her er der mulighed for at danse natten væk iført lydtætte høretelefoner, hvor du frit kan vælge din favorit DJ kanal.

Da vi besøger arrangementet er der allerede godt gang i den lydløse dansefest. Søren er ved at gøre sig klar til at vende plader og har faktisk allerede lavet sin set-liste. Planen er at spille både 70’er, 80’er og 90’er-indie, -pop og -disco. Jeg spørger ham, hvordan man fanger et publikum, når man ikke ved, om det er ens musik, man danser til. Han svarer, at han spiller den musik, han selv kan lide. Så spiller man med hjertet ud. Og bedre kan man ikke gøre det. Til det uddyber han, at han nogle gange selv synger med oppe bag pulten, også selvom det er silent disco.

Det specielle ved silent disco er, at folk hører forskellig musik samtidig, og det er dét, der giver en særlig energi. Og det ses tydeligt. Gæster danser glade omkring, uden at vide, om dem de danser med, hører det hit, de selv lytter til, udover hvis de spotter den farve der lyser fra høretelefonerne. Det betyder også, at DJ’sne i de tre tårne konkurrerer om gæsternes dansegunst, for de kan frit vælge, hvem de vil lytte til. Det skaber en form for hyggelig konkurrence mellem tårnene, fortæller Søren.

For ”Far vender plader” er det ved at være tid til at indtage tårnet, og de forventningsfulde gæster er, i ført høretelefoner, klar til dans. Bag pulten er der en særlig energi, og han er helt sikker på, at det her bliver fedt. De dansende gæster ser ud til at være helt enige, og nedenfor Sørens tårn har der samlet sig en fanskare. Søren ser ud på publikum, hvor der højt og festligt synges med på ”Dont U want me baby”. Han vender sig glad om og udbryder ”Se, nu har jeg dem!”.

Du kan opleve Silent Disco både fredag og lørdag, hvor forskellige DJ’s giver deres bud på den helt rigtige spilleliste til en god disco-aften. Da vi forlader Søren, vender han plader, som kun far kan vende dem, og det gør han også lørdag fra kl. 20-23.