Efter indsamling af vigtig feedback og mange måneder ved tegnebrættet, kan vi nu præsentere en gentænkt plads til 2025-udgaven. Stadig med tre scener, der nu er placeret så gæsterne får den bedst mulige oplevelse.

Bedre sikret mod regn

Først og fremmest er det ingen hemmelighed, at deltagere sidste år oplevede en plads, der var udfordret af massive regnmængder. Derfor har vi udvidet arealerne mod nord, så mere af pladsen kommer op i terræn og tættere på vejrvenlig skov. Det betyder også, at vores gæster kan forvente flere intime områder fulde af NS-stemning med eksempelvis DJ’s og specialbarer.

Nye scener – blandt andet under teltdug 

Det udvidede område mod nord får en markant større teltscene. Det giver yderligere beskyttelse mod dårligt vejr, ligesom det giver artisterne, heriblandt de elektroniske, endnu bedre forudsætninger for at skabe fantastiske oplevelser under ”tag”. Festivalens største scene, Astra, bliver liggende hvor den plejer, og vil fortsat være platform for de største navne på festivalen.
Udover en større teltscene opretter NorthSide en tredje, ny scene i et tilsvarende nyt område, der blandt andet kommer til at danne ramme for upcoming og andre spændende internationale og danske artister.

Flere faciliteter og fortsat feedback

Der har også været ønsker om forbedrede faciliteter. Det betyder blandt andet, at der i 2025 vil være toiletområder på begge sider af hovedscenen Astra, og dermed en forøget kapacitet af toiletter i Astra området.

Eskelunden har aldrig været mere klar – vi ses til sommer.