Dag to på NorthSide 2022 har meldt sin ankomst, og endnu en dag fuld af gode oplevelser er i sigtekornet.

Er du vågnet med tømmermænd fra gårsdagens strabadser, eller er du frisk og fyldt med forventningsglæde over dagen, der venter? Uanset hvad så glæder vi os helt vildt til at se dig, og vi har igen i dag et program tætpakket med godter klar til dig.

Du har måske allerede bidt mærke i, at navne som Lewis Capaldi, Tessa, Andreas Odbjerg og den mystiske ’Hvidt Flag’ pryder dagens plakat, men vi er klar med yderligere fire musikanbefalinger til dit forhåbentligt flyvende fredagshumør lige her. God fornøjelse!

ROSEELU – 14.00 – NOVA
Kender du typen som siger ”bogen er meget bedre end filmen” eller ”jeg var altså fan, før de blev kæmpestore?”. Der er overvejende chance for at blive én af dem, hvis du svinger forbi NOVA klokken 14.00. Den spirende nye popstjerne RoseeLu indtager nemlig NOVA med rå punkenergi, og her er der udsigt til svedige guitarsoli, tunge hiphop-produktioner og uimodståelige popmelodier, når den kun 19-årige sangerinde går på scenen. Det er i crowdet til RoseeLus koncert, at du kan være med til at se en af morgendagens store nye stjerner før alle dine venner.

COCO O. – 15.15 – ASTRA
Når klokken bliver kvart over tre, er der tilbagelænede R&B-produktioner, minimalistiske kompositioner og hjerteskærende tekster på programmet. Coco O. åbner ASTRA og forkæler dine ører med lyden af sin fløjlsbløde vokal og de fantastiske sange fra det anmelderroste album It’s a Process fra 2021. Det er ikke kun inden for de danske landegrænser, at Coco O.’s talent er blevet bemærket, så grib chancen, når du i dag har muligheden for at opleve hende live.

TOM MISCH – 16.45 – ECHO
Uanset om du er mest til hiphop, jazz eller elektronisk musik, kan du trygt sætte kursen mod ECHO klokken 16.45. Her går den til dagligt Londonbaserede Tom Misch på scenen, og han formår på fantastisk vis at bevæge sig i krydsfeltet mellem alle disse genrer. Du kan forvente sprøde hiphop-beats, dansable disco-fornemmelser og jazz-elementer, og med Barack Obama og John Mayer som erklærede fans, er Tom Misch klar til at vise NorthSide, hvorfor musikbranchen verden over længe har haft – og stadig har – blikket skarpt rettet mod Sydlondon.

BAIME – 17.00 – ELECTRA
Dagens sidste anbefaling lander på den danske techno-duo Baime, som kan opleves på ELECTRA klokken 17.00. Den fremadstormende duo har siden 2015 gjort deres for at rykke til grænserne for dansk techno, når de konfronterer eksistentiel angst med frygtløse og uimodståelige dansegulvsbaskere. Det lyder måske dystert, men selvom ”Baime” betyder frygt på litauisk, er deres minimalistiske og melodiske tracks resultatet af det stik modsatte: En frygtløs og eksperimenterende tilgang til musikken.

Skal du nå med til fredagsfesten? Og lørdagsløjerne? Fang din billet her.