Lydmor i sit kreative forår
Efter sidste års spontane vikartjans på NorthSide, der tog anmelderne med storm, er Lydmor tilbage i Ådalen. Denne gang med et mere stramt og tilrettelagt show. Men vildskaben kan man ikke tage ud af Jenny Rossander.
Tekst:
Foto: Emil Hougaard
Lydmor har i år fået en officiel invitation til at spille på NorthSide. Det skete efter, at hun sidste år, med blot tre dages varsel, tog en vikartjans på sig og væltede NorthSide.
– Jeg skulle finde på et koncept på bare tre dage samtidig med, at jeg lavede et andet projekt på Det Kongelige Teater. Jeg var lige ved at knække,” fortæller Jenny Rossander om koncerten i 2018, da vi møder hende en time før hendes anden koncert på NorthSide. Og det er ikke første gang, Lydmor har været ved at knække. I 2016 ramte hun en personlig og kunstnerisk krise:
– Jeg syntes, jeg var en kedelig kunstner, og nu føler jeg, at der er fuld frihed, og at jeg kan gøre hvad end, jeg har lyst til. Så hvis jeg har lyst til at lave en musikvideo med to røde slanger viklet omkring mig, så gør jeg det, siger Jenny Rossander og tilføjer:
– Der vil altid være et ret stort niveau af vildskab, når jeg spiller, men jeg er et bedre sted mentalt nu, end jeg var dengang. Jeg er i mit kreative forår og “the sky is the limit”
Om Lydmor endelig har fundet sig selv tør hun ikke konkludere, for den slags skal man passe på med, som hun siger:
– Jeg tror bare, jeg har fundet nogle måder at tænke på, som er bedre for mig, som gør mig mere inspireret.