Mere biodiversitet. Bedre sikring af Aarhus’ grundvand. Binding af CO2. Og nye naturområder, som aarhusianerne kan boltre sig i.

Sådan lyder listen med positive elementer i et nyt, ambitiøst projekt, der munder ud i NorthSide-skoven ved Vilhelmsborg syd for Aarhus.

I et historisk samarbejde med Aarhus Kommune og Klimaskovfonden finansierer NorthSide plantningen af mindst 8,7 hektar varieret fredningsskov. I alt bliver det samlede område i NorthSide-skoven på 10 hektar, da festivalen har planer om at indrette den, så aarhusianerne kan bruge den til nye naturoplevelser tæt på byen.

NorthSide er en Aarhus-festival helt ind til benet, og vi ønsker at tage endnu mere del i udviklingen af byen. Vi sætter her et stort, lokalt projekt i søen, som er til gavn for alle aarhusianere,” siger Sustainability Manager i NorthSide, Martin Thim.

De første træer i NorthSide-skoven bliver plantet ved et større arrangement d. 9. november i år, hvor alle aarhusianere er inviteret med.

NorthSide-Skoven kommer til at kunne besøges og bruges af alle aarhusianere.

D. 9. november 2024 er byens borgere inviteret til at plante de første hundrede i projektet.

Både lokale og globale fordele
Plantning af NorthSide-skoven sikrer, at grundvandet i området bliver bedre beskyttet, og at biodiversiteten får bedre vilkår. Samtidigt vil skoven, når den er vokset til, binde i alt 3.000 ton CO2, hvilket svarer til festivalens udledning på ca. 600 ton om året i de fem år, finansieringen af projektet indtil videre løber.

”Vi er specielt interesserede i at forbedre vilkår og livskvalitet hos aarhusianerne, der udgør langt de fleste af gæsterne i Eskelunden hvert år i juni. Men med den store mængde CO2, som skoven vil binde, bliver det samtidigt første skridt mod potentielt at blive en af verdens første 100 procent CO2-neutrale festivaler,” siger festivalchef hos NorthSide, Brian Nielsen.

Bidraget tæller ikke med i festivalens klimaregnskab. NorthSide arbejder derfor aktivt på at nedbringe CO2-udledningen fra selve afviklingen mest muligt. Men samtidigt vil festivalen så allerede nu give bidrag til at plante skov, der kan optage CO2 ude i fremtiden – ved siden af andre initiativer.

For nuværende består det tiltænkte område af tidligere landbrugsjord. Aarhus Kommune har opkøbt jorden, der indgår i et større projekt, hvor i alt 300 hektar bliver omdannet til natur. Nu går NorthSide altså forrest og finansierer en betydelig del, og det glæder rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Nicolaj Bang:

”Det er oplagt at samarbejde med en lokal kulturinstitution som NorthSide. De er, som en ny skov, startet i det små for at vokse sig stor og direkte ind i byens og aarhusianernes DNA. I samarbejde med dem og Klimaskovfonden kan vi nu vise et mønstereksempel på, hvordan vi kan tilgodese både miljø, grundvand og gode naturoplevelser for aarhusianerne i ét og samme projekt.”

Klimaskovfonden som vigtig samarbejdspartner

Aarhus Kommune og NorthSide har sammen allieret sig med Klimaskovfonden, der har udviklet en standard for, hvordan skovrejsning bidrager til den danske klimaindsats. I praksis betyder det, at der kan sættes tal på, hvor meget CO2 den nye skov kan opfange og lagre.

Det her samarbejde viser, hvad vi kan gøre, når vi bringer aktører sammen, der gerne vil handle for klimaet. I fællesskab kan vi nu plante skov, der gavner klimaet og samtidig giver aarhusianerne et fantastisk naturområde i nærheden af byen. Det er vi rigtig stolte over at være en del af,” siger Poul Erik Lauridsen, direktør i Klimaskovfonden.

Kontakt

  • Astrid Bjørg Mortensen, Kommunikationsansvarlig, Klimaskovfonden – am@klimaskovfonden.dk – 23 11 17 51