Hvis din yndlingskunster var en cocktail
Vi har været forbi Njord Gin Club og talt med Martin Aakjær, cocktail-troldmanden bag vinderen af dette års NorthSide 2019 Cocktail Competition. Her giver han sit bedste bud på, hvordan dagens hovednavne ville se ud, hvis de var en cocktail.
Tekst: Natascha Hareskov Jensen – Foto: Emil Hougaard
Bon Iver – Coffee.Cup
For Martin Aakjær er Bon Iver melodisk, følsom og mørk, ligesom cocktailen Coffee.Cup, der med sin afrundede smag og dybbrune farve passer godt til den melankoli, Bon Ivers musik vækker.
– Bon Iver er indbegrebet af kærestesorger og med den bitter-sødme, som den får fra den italienske bitterlikør Averna, er en Coffee.Cup derfor et oplagt valg til en Bon Iver-cocktail, siger Martin Aakjær.
Keane – Point Blank
Ifølge Martin Aakjær er Keane indbegrebet af 00’erne, og lidt noget for alle. ”Musikalsk er der ikke rigtigt nogle afstikkere. De fleste kan høre Keane, uden at blive skræmt væk af deres musik”.
Den form for tilgængelighed finder Martin paralleller i, i cocktailen Point Blank, der er en klar publikumsfavorit.
– Den er frisk og læskende, ligesom Keanes musik, og med små afstikkere i form af chili og kanel, der dog ikke bliver så påfaldende, at det stikker af eller bliver afskrækkende.
Ligesom Keane er Point Blank en rigtig crowdpleaser.
The Minds of 99 – The Rimshot
Den cocktail, der passer til the Minds of 99 er ifølge Martin Aakjær The Rimshot. Denne cocktail er årets NorthSide cocktail 2019 og giver ligesom the Minds of 99 associationer til den danske sommer.
– The Minds of 99 er et vaskeægte festivalband, og The Rimshot passer godt til dem. Det er sommer, det er festival, og det er dansk, siger Martin Aakjær.
Cocktailen er lavet på Njords særlige NorthSide-gin, der er specialproduceret til festivallen i år og destilleret med urter plukket i Ådalen.
– Ligesom Minds of 99 handler the Rimshot om at holde fast i det lokale og danske.
Suspekt – Negroni
Hvis Suspekt var en cocktail, så ville nøgleordene være sprut, sprut og endnu mere sprut. Den skal indeholde så meget alkohol, at det næsten er vulgært – på den gode måde selvfølgelig.
Martin Aakjær er ikke i tvivl om, at Suspekt ville være en Negroni, en klassisk cocktail, med tre slags alkohol og en udtalt bitter smag.
– Der er udelukkende alkoholholdige ingredienser i, og masser af det.
Om en Negroni siger Martin Aakjær:
– Enten hader folk den, eller også elsker de den. Det er det samme med Suspekt. Der er meget få, der har et ligegyldigt forhold til dem, sådan, jeg kan godt lige høre det engang i mellem, det tænker jeg ikke over. Enten kan man rigtig, rigtig godt lide Suspekt, eller også kan man virkelig, virkelig ikke lide Suspekt.