Et nyt samarbejde mellem NorthSide og HiFi Klubben sætter fokus på at minimere snak blandt publikum under koncerter. I den forbindelse deles der hold-kæft-bolsjer ud.

Som festivalgænger har du sandsynligvis oplevet det – humøret er højt, du har gode venner under armen, og jeres yndlingsband har lige sparket en fantastisk koncert i gang med 120 kilometer i timen. MEN.. bag jer står en gruppe, som selvfølgelig også gerne vil se koncerten, men som også liiiiige trænger til at catche op og få vendt verdenssituationen.

Det er også hyggeligt. Men det kan også gøres mange andre steder, kan de fleste nok blive enige om. Hvilket det forhåbentlig vil blive gjort lidt oftere fra nu af.

I et nyt samarbejde mellem NorthSide og HiFi Klubben, der har fået titlen ”Just Listen”, ønsker parterne nemlig at afhjælpe problematikken med for meget snak under koncerterne for at forbedre den generelle koncertoplevelse for publikum og kunstnere.

Men det skal ikke ske med en løftet pegefinger. I stedet bliver der delt store og velsmagende hold-kæft-bolsjer ud på pladsen som en venlig påmindelse om at minimere snakken og give sig hen til musikken, når bandet spiller.

Redaktionen har i øvrigt ved selvtest konstateret, at det tager en time og 26 minutter at spise bolsjet – hvis man altså ikke snyder og tygger det.