Forventningsfulde gæster indtog Eskelunden
Efter to lange år uden festival kunne vi i dag endelig åbne indgangen til NorthSide 2022 og vores nye plads i Eskelunden. Vi fangede et par af de første, spændte festivalgæster på vej ind på pladsen for at spørge, hvad de glædede sig mest til.
Foto: Solvejg Christensen
Tekst og foto: Astrid Østergaard Jungild
Blandt de mange festivalgæster, der stod klar, da indgangen til Eskelunden blev åbnet i dag, torsdag, fandt vi Albert og Tobias, der har glædet dig til at være tilbage på NorthSide. Drengene har både lagt en plan for dagens musik- og madprogram.
Hvor meget har I glædet jer til i dag?
”Jeg har godt nok savnet festivaler. Vi har misset NorthSide to år i streg nu, så det bliver alt for fedt at opleve det igen,” siger Albert og smiler.
Hvilken kunstner ser I mest frem til at se?
”Jeg glæder mig mest til at se Nick Cave. Det bliver fucking fedt,” siger Tobias. ”Mew og Kashmir glæder vi os også virkelig til at se. Og Cheff Records bliver vanvittigt nice.”
Er der nogle bestemte madboder på festivalen, I har udset jer, som I gerne vil prøve?
”Vi skal på Kolo og have 5-retters menu. Det bliver fandeme lækkert!” siger Albert.
Albert og Tobias
Albert og Tobias er ikke de eneste, der glæder sig til at sætte tænderne i udvalget i de mange boder på pladsen. Anja, Julie og Johanne er også klar på at gå på opdagelse i årets plantebaserede madprogram.
Hvad synes I om, at maden på NorthSide er blevet plantebaseret?
”Jeg synes, det er et vildt sejt statement, at de går full on med bæredygtighed og ikke bare gør det halvt for dækningens skyld,” siger Johanne.
”Ja, det er fedt, at de går all in på det. Jeg glæder mig meget til at se, hvad de har derinde og få nogle andre oplevelser end den sædvanlige pizza eller burger. Det kan man jo få alle steder,” siger Julie. ”Hvis man vil have en bøf, kan man jo bare hoppe på McDonald’s,” tilføjer Johanne og griner.
”Jeg er enig. Jeg føler, at NorthSide er kendt for god mad, så at det er plantebaseret ændrer ikke rigtig noget,” siger Anja.
Anja, Julie og Johanne
Også Karen glæder sig til at prøve nye, spændende retter: ”Jeg tror bare, jeg vil være åbensindet og prøve noget, jeg ikke har prøvet før,” og som også Haakon er begejstret: ”Det er volder fedt! Jeg er selv pescetar, så det er godt at have nogle alternativer,” siger han.
Til venstre: Pernille og Haakon
Til højre: Karen og Andreas
Mange af vores gæster har været trofaste og holdt fast i deres NorthSide-billet i over to år, og Marie og Mads glæder sig over, at de langt om længe kan gå gennem indgangen.
Hvor meget har I glædet jer til i dag?
”Jeg har glædet mig max. Men jeg har også glædet mig siden, jeg købte billetten i 2019,” siger Marie. ”Jeg glæder mig til at stå i en kæmpe folkemængde og høre musik, og at alle ligesom er optagede af det.”
Hvilken kunstner ser I mest frem til at se?
”Jeg købte billet for at se Nick Cave,” siger Mads.
”Jeg glæder mig også til at se ham. Jeg havde dog billet alligevel, men så blev det til en bonus,” siger Marie.
Haakon og Pernille har også fundet deres favoritter i musikprogrammet: ”Jeg glæder mig virkelig til Undertekst på lørdag. Og The Minds of 99,” fortæller Haakon. ”Ja enig,” siger Pernille og smiler.
Marie og Mads