Med sårbarhed og selvironi deler URO sin historie gennem sine sange

Han er ikke bange for at være ærlig, intens og dybt personlig. Og netop dét gør hans musik så fængende og unik.

Bag navnet URO står Jeppe Kronback – en selvlært musiker, sangskriver og producer, der har skabt sit helt eget, enestående univers. Et univers, der på én gang er råt og følsomt. Opvæksten i pinsekirken, ungdomsårene præget af stoffer og vold, samt senere diagnoser med ADHD og PTSD sætter tydelige spor i hans tekster. Her bliver intet pakket ind. Senest er han ude med singlen Happy Days, en forsmag på det kommende album, og en reminder om, at man aldrig er alene.

URO er kendt for radiohits som ’føles godt’ (feat. Mekdes) og ’Godthåbsvej’, der i 2024 placerede ham blandt KODAs mest indtjenende sangskrivere. Samme år gik han viralt med sin stærke liveoptræden af ’Tænker Ik På Andre i Suspekts podcast – en video, der nu har rundet over 20 millioner streams og som understreger hans evne til at skabe store musikalske øjeblikke, der rammer lige i hjertet.

Siden debutsinglen ’slåbrok’ i 2020 har URO udgivet en række anmelderroste projekter. Hans senest albummet Allerhelst vil vi elskes (2024), som Soundvenue kaldte “et stilsikkert og rendyrket popalbum”.

Når URO indtager NorthSide 2026, bliver det med hudløst ærlig musik, der med garanti får dig til at føle noget.