• Torsdag

Klar til at blive blæst bagover af Turnstile?

Amerikanske Turnstile har siden 2010 gjort det til en mærkesag ikke at stå stille. Med hardcore punk som bankende hjerte har bandet gennem årene skruet op for produktionerne og blandet rå energi med alternativ rock, new wave og dreampop.

Gennembrud kom for alvor med albummet GLOW ON fra 2021, der sendte Turnstile ud af punkens vante rammer og ind på nogle af verdens største scener. Albummet bød på tunge guitarer og råbende vokaler sat sammen med catchy riffs, store omkvæd og musikalske afstikkere i alle retninger. Hits som ’HOLIDAY’, ’BLACKOUT’ og ’T.L.C. (TURNSTILE LOVE CONNECTION)’ holder fast i den hårdtslående energi, mens ’ALIEN LOVE CALL’ med den hypede R&B-kunstner Blood Orange viser en helt anden side af bandets univers.

Det fjerde og spritnye album, NEVER ENOUGH, udforsker nye sider af lyduniverset. Albummet byder på en sammensmeltning af hardcore punk-rødder, der blandes med pop, synth, elektronisk musik og 80’er-inspiration. Turnstile er punk-bandet, der nægter at lade sig begrænse.

Så gør dig klar til at hårdtslående riffs og råbende vokaler, når Turnstile indtager Eskelunden til sommer.