Turboweekend
- Lørdag
- 20:30
- NOVA



Publikumsfavoritterne Turboweekend er netop blevet gendannet til stor jubel blandt danske fans, efter de for seks år siden takkede af efter 12 år med uforglemmelige koncerter landet over – blandt andet på første udgave af NorthSide i 2010 og tre gange mere i 2011, 2012 og 2016.
Med ny musik og solide hits i tour-bussens bagagerum har Turboweekend i foråret spillet både udsolgte og anmelderroste koncerter i hele landet.
Udover de stærke, engelsksprogede poprock-hits, som bandet er kendt for, består comebacket også af helt ny musik på dansk – indtil videre i form af singlen ’Under Overfladen’, som Soundvenue anbefalede med ordene:
”Turboweekend slår gnister og virker revitaliserede i denne nye indpakning, der ikke lyder som skamløs nostalgi, men som absolut stadig holder fast i bandets styrker. Det er stadig arena-poprock af øverste skuffe, der vil passe smukt ind på sætlisten med ørehængere som ‘Trouble Is’ og ‘On My Side’.”
NorthSide-gæster kan altså se frem til et velopvarmet og vitalt navn, når Turboweekend spiller lørdag kl. 20.30 i Nova-teltet.