Det er ikke en feberdrøm, det er Tobias Rahim på NS 26

Han er en hitmand i musikkens verden. Hver eneste sang, han skaber, rammer plet – og det kan mærkes. For når man står midt i en Tobias Rahim-koncert, bliver man omsluttet af et fællesskab så stort og stærkt, at det føles som… ja, noget kun han kan skabe. En Tobias Rahim-koncert.

Tobias Rahim tør gå helt til scenekanten med tekster så ærlige, at de gør ondt – især når han går i clinch med kapitalismen på ‘Sang til Siri’ eller udfordrer samfundets forældede forestillinger om maskulinitet i ’Når mænd de græder’. Men han er langt mere end en samfundskritiker. Rahim balancerer på mange ben og formår samtidig at skrive de helt store popnumre, der med garanti fylder dansegulvet.

Selv har Tobias Rahim brugt sin musik som et terapeutisk rum, hvor han åbent deler sine personlige kampe med angst – en angst, der fra tid til anden har spændt ben for hans evne til at performe og dele sin musik med publikum.

Netop den ærlighed og kompromisløshed har gjort Tobias Rahim til en af landets mest dragende stemmer. Med en lyd, der ubesværet blander pop, R&B og dancehall, har han skabt et musikalsk univers, som alt sammen kulminerede i efteråret 2025, da han afholdt sin største koncert nogensinde på Refshaleøen. Koncerten modtog fem stjerner fra GAFFA, der skrev: “Vi har brug for musikere som Tobias Rahim – der minder os om fællesskabet.”

Da aarhusianeren i 2023 gæstede NorthSide for første gang, kaldte Soundvenue ham “Mere gud end menneske” – og med Tobias Rahim tilbage på NorthSide i 2026, er der al mulig grund til at glæde sig til endnu en guddommelig fællesskabsoplevelse.