”Når det gælder at lave musik, er der kun én regel: Vi skal kunne lide det.”

For den hollandske electronica-gruppe Tinlicker handler alt om kvalitet og smag. I over et årti har de udgivet tracks og populære remixes inden for progressive house og indietronica, og hele vejen igennem har det handlet om, at musikken både skal føles og lyde godt.

Micha Heyboer og Jordi van Acthoben var begge inspireret af blandt andre den danske electronica-stjerne Trentemøller, da de mødtes i 2014. Før det havde Micha kørt Tinlicker som soloprojekt, men sammen fandt de en glæde ved at blande digitale musikredskaber med live-instrumenter og dermed skabe organiske og yderst dansable numre.

Lyden er organisk og levende, hvor stærke house-rytmer følges ad med fængende melodier og ikke mindst en lækker, og ja, kvalitetsrig tilstedeværelse af ’ægte’ instrumenter i indspilningen – f.eks. horn og strygere. Det er musik, der fortæller en historie, mens du danser til det.

Tinlicker brød for alvor igennem i 2017 med singlen ’Because You Move Me’, der i alt er streamet over 1 mia. gange på tværs af tjenester. Kort efter besluttede de sig for at lade deres liveoptrædender skifte fra en ren DJ-duo til shows med liveband og -instrumenter.

For nyligt blev duo’en til en trio, da Tinlicker tilføjede den britiske sangerinde Hero Baldwin som fast medlem. Og så har gruppen varslet, at de i løbet af 2026 udgiver deres fjerde studiealbum.