Malaga i hjertet, Aarhus i sjælen – Thomas Helmig vender tilbage til Eskelunden

I over fire årtier har han været en uundgåelig del af landets musikalske landskab med et bagkatalog, der spænder fra ungdommens første forelskelser til livets dybeste tab. Han er indbegrebet af dansk popmusik. Thomas Helmig har formet generationer med en lyd, der tæt forbundet med kærlighed, sorg og Aarhus som den allestedsnærværende hjemby.

I 2022 mistede Thomas Helmig sin søn, Hugo Helmig. En dyb sorg, som han bærer med sig – både privat og i sin musik. I kølvandet på tabet udkom albummet Sortedam (2024), en ubetinget kærlighedserklæring, hvor Helmig tør stå ærligt og sårbart frem. Albummet blev mødt med roser fra både Berlingske og GAFFA, og regnes som et af hans mest betydningsfulde værker.

Som en ægte aarhusianer har Helmig altid båret sin hjemby med sig, både i lyd og ånd. Siden gennembruddet i 1980’erne har han udviklet sig til en landsdækkende stemme, der med sange som ‘Stupid Man’, ‘Det er mig der står herude og banker på’ og ‘Malaga’ har forenet det folkelige med det følsomme. Sidstnævnte er blevet en signatursang for Aarhus.

Thomas Helmig har stadigvæk fingeren på pulsen og bevæger sig med tidens musik, senest på sangen ‘Øresund’ (2025) med URO.

Vi glæder os til, at Thomas Helmig endnu en gang vender tilbage på NorthSide 2026.