Sudan Archives
På scenen ligner hun Katniss Everdeen – violinen sidder fastspændt som en forlængelse af hendes krop, og strengene hænger bagpå ryggen, klar til at skyde. Men amerikanske Sudan Archives affyrer ikke pile.
Hun sender bølger af eksperimentel R&B, klassiske strygere og pulserende klubenergi ud i rummet. Midt i alt det står Sudan Archives’ violin helt centralt. Et instrument, hun både spiller og synger med, som driver musikken frem og giver hendes liveoptrædener en helt unik energi.
I 2025 tog Sudan Archives, hvis borgerlige navn er Brittney Parks, et nyt spring. Hun savnede at danse med sit publikum, så hun lavede albummet BMP (2025), der åbner kroppen og rummet op. Det er frigørende, dansabelt og drevet af rytme, men stadig dybt personligt, fyldt med historier om rebound-romancer, hjemve og selvopdagelse. Pitchfork gav albummet 8,4 og fremhævede hendes evne til at balancere sårbarhed og ambition, og til at forene klubmusik med følelsesmæssig dybde.
Sudan Archives’ mission, udover at få folk til at danse, er at redde violinen fra det stive orkesterimage og bringe den tilbage på dansegulvet, hvor den engang hørte til.