Musik, der mærkes længe efter sidste tone
Er du klar til en koncert, der kan mærkes helt ind i kroppen? Østen er nemlig en af de kunstnere, der efterlader spor længe efter, den sidste tone har lagt sig

Den aarhusianske sanger, sangskriver og producer formår at forene det skrøbelige med det storslåede. Med en stemme, der bevæger sig fra det bløde og nænsomme til det kraftfulde og rå, skaber han musik, der giver plads til de følelser, man ellers gerne vil gemme væk. Hans sange er maleriske fortællinger om sårbarhed, håb og relationer, leveret med en ærlighed, der gør det svært ikke at lytte helt tæt.

På debutalbummet Daylight (2024) inviterede Østen lytterne ind i sit eget selvterapeutiske univers. Albummet kredser om psykisk sårbarhed og familiære bånd, og i sange som ‘Sang til min far’ og ‘Sang til min mor’ folder han forholdet til sine forældre ud, helt uden filter. Albummets titel henviser desuden til den terapilampe, der har fulgt ham gennem livet.

Siden har Østen markeret sig som en af landets mest lovende nye stemmer. Han blev P3’s Uundgåelige i 2024 med singlen ‘Regn’ og nomineret til P3 Talentet året efter. Han har spillet for udsolgte sale og gæstet nogle af landets største festivaler, og i 2025 roste GAFFA hans evne til “at skabe et helt særligt rum, hvor både musikken og følelserne får lov at boltre sig og vokse sig store”. Samme år fulgte han op med singlen ‘Jeg vil have det hele’, der er det første kig ind i hans næste musikalske kapitel.

Når Østen går på scenen, er det med sjæl, substans og nærvær. På NorthSide 2026 kan du forvente en koncert, der kommer til at gå rent ind.