CMAT
 
					 
					 
				CMAT er som en europæisk Dolly Parton – med et tekstunivers, der minder om en karakter taget lige ud af Lena Dunhams tv-serie Girls
Med cowboyboots, violiner og en stemme, der kan glide fra sårbar skrøbelighed til skarp kant, indtager CMAT scenen som en ægte europæisk country-stjerne med pop-glamour og indie-attitude. Den irske sanger og sangskriver med det borgerlige navn Ciara Mary-Alice Thompson har på kort tid markeret sig som en af Europas mest originale stemmer inden for den nye bølge af genreblandende popmusik – en slags “European country”, hvor det landlige, det flamboyante og det dybt personlige går hånd i hånd.
Hun skriver sange om kærlighed, der gik galt, selvtillid, der vakler, og et håb, der nægter at dø. Og så er hun irsk på den måde, hvor humor og tragedie bor i samme sætning, og du aldrig helt ved, om du skal grine eller græde.
CMAT fik sit gennembrud på TikTok med ’Take A Sexy Picture Of Me’ fra EURO-COUNTRY (2025). Sangen har samtidigt været Ugens Uundgåelige i September 2025.
Albummet blev mødt med roser fra Pitchfork, The Guardian og Rolling Stone, der udråbte hende til en af de mest originale stemmer i moderne pop, og fremhævede hendes evne til at forene store følelser og teatralsk udtryk med skarpe tekster og melodisk overskud.
Hvor hendes tidligere udgivelser kredsede om bittersøde breakups og skæv selvironi, skruer EURO-COUNTRY op for ambitionerne med temaer som isolation, kapitalisme og Irlands sociale arv.
På scenen leverer CMAT en oplevelse, der rummer lidt af det hele: Den storslåede countrykoncert, skarpe violiner og en frontfigur med rendyrket it-girl kind of vibe. Hun danser, hun græder og hun fremfører hver eneste sang med både hjerte og humor.
Glæd dig til at opleve en koncert, der både bliver dramatisk og følelsesladet, når CMAT indtager NorthSide 2026.