Synth-succesen White Lies til NorthSide
Der bliver åbnet godt op for synth-rock-posen, når White Lies går på scenen til næste års NorthSide. Sammen med briterne tilføjes den legendariske The Smiths-guitarist, Johnny Marr, samt stærke danske navne i form af Hans Philip, Clara og Folkeklubben til næste års musikplakat.
Med udgivelserne ”To Lose My Life …” og ”Ritual” har britiske White Lies et solidt post-punk-tag i danskerne. Tidligere i år udgav gruppen deres femte studiealbum ”FIVE”, og ønsket om at se trioen i Ådalen lever igen i bedste velgående. White Lies, med Harry McVeigh i front, er kendt for deres voluminøse tekstunivers, hvor hverken kærlighed eller død går fri på mastodonter som ”Farewell To The Fairground”, ”Bigger Than Us” og ”There Goes Our Love Again”, men også på let spiselige pop-inspirerede melodier på ”Hold Back Your Love” og ”Time To Give”.
White Lies spiller fredag den 5. juni på NorthSide.
Siden The Smiths gik i opløsning i 1987, har legendariske guitarist og sangskriver, Johnny Marr, levet en tilbagetrukken tilværelse indtil udgivelsen af sit første soloalbum, ”The Messenger”, i 2013. Marr er leveringsdygtig i solide koncerter, hvor både The Smiths og Marrs egne numre bliver uddelt med gavmild hånd.
Johnny Marr spiller lørdag den 6. juni på NorthSide.
Foruden internationale stjerner er NorthSide også ensbetydende med plads til og øje for de største danske navne. Derfor er bookingen af tidligere Ukendt Kunstner-vokalist og nu soloartist Hans Philip fuldstændig selvskreven til næste års festival. Hans Philip udgav i marts sit første soloudspil ”Forevigt”, der ramte både publikum og anmeldere lige dér, hvor det hele går op i en højere enhed. Pladen gemmer på hits som ”Siger Ingenting” og ”Dagdrøm [1]” og udløste hele seks stjerner i musikmagasinet Gaffa.
Hans Philip spiller fredag den 5. juni på NorthSide.
Også 19-årige, aarhusianske Clara, der står bag hits som ”Crazy” og ”What They Say”, og som netop blev kåret til ”Årets Nye Danske Navn” ved Danish Music Awards 2019 kan opleves på næste års NorthSide. Claras lyd er bombastisk og international, og der er masser af rå girlpower-attitude på hits som ”Suffocating”, ”Good To You” og ”Can’t Fall Asleep”.
Clara spiller lørdag den 6. juni på NorthSide.
Trioen bag ”Fedterøv”, Folkeklubben, føjes også til musikplakaten. Folkeklubbens tekster og melodier leveres med kækhed og poetisk overskud, som for alvor kommer til sin ret live. Trioens seneste album, ”Sort Tulipan”, fra 2018 bød blandt andet på hits som ”Men Ikke Endnu En Vinter” og ”Flammende Hjerter” – samt ikke at forglemme titelnummeret ”Sort Tulipan”.
Folkeklubben spiller fredag den 5. juni på NorthSide.
NorthSide 2020 finder sted i Ådalen ved Aarhus den 4.-6. juni 2020.