Patina
- Fredag
En energi, der smitter. Beats, der gør det umuligt at stå stille til. Patina er et af landets mest levende pop-rockbands, der med deres catchy sangtekster og energiske liveoptrædener er et band, man bare ikke må gå glip af.
Bandet består af Gregers Møller Jensen, Mads Skov Hansen og Søren Bastrup Bojsen – tre venner fra Svendborg, der har spillet sammen siden barndommen. De deler vokaler, trommer og sangskrivning, og det er netop deres musikalske fællesskab og venskab, der driver Patina frem.
De fik deres helt store gennembrud med singlen ’Flammer Rammer’ i 2020 og har siden sat et tydeligt aftryk på den danske musikscene. Live er de et musikalsk kollektiv med intens energi, hvor rollerne flyder, vokalerne skifter, og trommerne deles – og det gør hver koncert til et uforudsigeligt kaos af nærvær, eufori og sved.
Patina har leveret stærke singler som ’Sådan må det være (uhhhh)’ og ’Genstart’, hvor sidstnævnte fungerede som titelmelodi til den populære DR-serie Hotel Romantik. I 2025 udgav de albummet Uvejr, som GAFFA kvitterede med fem stjerner for den velproducerede lyd og evnen til at fremhæve bandets styrker. Samme år modtog de Nutidens Unge-prisen i forbindelse med SPOT-Festivalen, hvor Steffen Brandt udtalte: “De tegner den fremtid, vi lever i. Og de tegner den godt, de tegner den skrøbeligt, overmodigt, med håb og livsenergi.”
Vi glæder os til at mærke den sveddryppende energi når Patina rammer NorthSide 2026.