Forestil dig at stå på Eskelunden, og pludselig rammer en lyd dig, som du ikke helt har hørt før: En klassisk vokal i falset, der ubesværet bevæger sig mellem bløde og kraftfulde toner. Trommer, der smadrer igennem. Synthflader, der skaber næsten orgellignende lyd. Denne unikke kombination er Ebbb.

Ebbb er en London-baseret elektronisk poptrio, der på trods af deres korte tid sammen allerede har sat sit præg på den engelske undergrund. Deres debut-EP All At Once udkom i 2024 og har fået stor opmærksomhed fra både Rolling Stone og The Line of Best Fit.

Trioen består af Lev Ceylan (producer), Will Rowland (vokal) og Scott MacDonald (trommer), hver med rødder i helt forskellige musikverdener. Lev har arbejdet som scene- og lydtekniker, Will kommer fra en klassisk sangbaggrund, og Scott spillede trommer i emo- og punkbands. Sammen definerer de ikke deres musik inden for én genre, men blander stilarter for at skubbe til grænserne. Ebbb er kontrasten mellem ren, melodisk vokal og tung, eksperimenterende elektronisk produktion

Soundvenue oplevede dem live og skrev, at det var så godt, at de måtte se dem hele to gange – og hvis muligt, ville de se dem en tredje gang.