Zar Paulo
Eksplosivt live-band og et af Danmarks bedste nye navne: Zar Paulo er på hjemmebane i Aarhus!
- Lørdag
- 15:15 – 16:30
- ASTRA

GAFFAs anmelder havde helt ret, da hun i slutningen af 2020 i sin 5-stjernede anmeldelse af en Zar Paulo-koncert på Train skrev: ”Hold lige øje med de her drenge, for jeg tror det kommer til at gå rigtig stærkt. De bliver store.”
Og det var måske lidt samme følelse, Politikens anmelder stod tilbage med, da han efter at have set dem optræde på SPOT Festival i 2022 skrev: ”Hvis der var ét band og én koncert, der føltes som SPOTs store gennembrud i 2022 (…) var det Zar Paulo.”
Aarhus’ helt store nye helte med det uigennemskuelige navn har ikke bare taget hjemstavnen, men hele landet med storm.
Med sange som den bizarre dansk-top-inspirerede ”Klap For Fædrelandet”, den eklektiske ”Tiger” og 80’er-hymnen ”Stop Believing”, som alle er at finde på deres anmelderroste debutalbum Elendig Software, har kvintetten bevist, at der ikke er nogen som dem. Deres lyd er mildest talt lidt vanvittig, og det er præcis dét, der har fået dem på samtlige årslister over bedste danske album fra 2022 og nye danske artister, man skal holde øje med i fremtiden.
Som GAFFAs og Politikens udtalelser vidner om, er vanviddet er ikke bare begrænset til deres album. De har efterhånden meget live-erfaring under bæltet – blandt andet efter en supporttjans på en række The Minds of 99-shows – og her har de opbygget et ry som et eksplosivt liveband. Forsanger Emil Vammen nærmest krænger sin sjæl ud, når han bevæger sig over scenen og fylder publikum med energi. Det er hæsblæsende og medrivende i en grad, vi sjældent har set.
Gør dig selv en tjeneste, og vær sikker på at fange ikke bare et af Aarhus’ men et af landets bedste nye artister, når Zar Paulo indtager NorthSide!
Zar Paulo spiller lørdag 3. juni på NorthSide 2023.