• Lørdag
  • 20:00 – 21:00
  • NOVA

Politikens kulturjournalist Lucia Odoom kalder hende ”dronningen af afrobeat og kropspositivisme,” og den selverklærede Mama Africa er uden tvivl en af de absolut største stemmer på den globale afropop-scene.

Herhjemme er det særligt landsfælderne Burna Boy og WizKid, der har bragt de afrikanske musiktraditioner ind på de danske hitlister, men Yemi Alade fortjener mindst samme niveau af opmærksomhed for sin medrivende dancehall-inspirerede afropop, som hun leverer på både igbo, yoruba, fransk, pidgin, swahili, portugisisk og engelsk. Hun har ikke bare taget lyttere på det afrikanske kontinent med storm, men opbygget en fanbase på over 25 millioner verden over.

Yemi Alades popularitet tog for alvor fart, da hun i 2014 albumdebuterede med King Of Queens, der indeholdt singlen og radiohittet ”Johnny”. Det globale hit gjorde Yemi Alade til den anden nigerianske artist nogensinde til at nå 100 millioner afspilninger af en enkelt video på YouTube. Med videoen til ”Oh My Gosh” med den amerikanske rapper Rick Ross, blev Alade desuden den første kvindelige artist fra Afrika til at nå 1 million views på bare 24 timer.

Yemi Alade har blandt andet delt scene med kunstnere som WizKid og Mary J. Blige og er feature på både ”MY POWER” og ”DON’T JEALOUS ME” fra Beyoncés 2019-album The Lion King: The Gift. Hun udgav sidste år sit syvende album African Baddie med pulserende singler som “Baddie”, “Bubble It” feat. Spice og ”Begging”. 

Hun har ry for at være et af Afrikas absolut bedste live acts og har ad flere gange været på omspændende verdensturnéer, men det har endnu aldrig bragt hende til Danmark. Det bliver der heldigvis lavet om på, når hun indtager NorthSide til juni!

Yemi Alade spiller lørdag 3. juni på NorthSide 2023.