Sam Divine
Sam Divine er den fødte entertainer og giver ELECTRA en lektion i kunsten at lave house.
- Torsdag
- 17:30 – 19:00
- ELECTRA

Hun bliver kaldt ”The First Lady of Defected” og er blevet en central del af den britiske House-scene. Sam Divine startede sin karriere med at sætte et beskedent hjemmestudie op i sin mors skur og sende piratradio fra sit soveværelse sammen med sin bedste ven ved brug af ”lånt” udstyr, de havde fundet på deres skole. Sideløbende arbejdede hun i den lokale pladebiks Chemical Records i hjembyen Weston-Super-Mare, hvor hun løbende udviklede sit musikalske kendskab.
Det var et helt særligt møde, der imidlertid satte skub i Sam Divines karriere. Hun mødte Defected-radioværten Aaron Ross i Notting Hill i de spæde 00’ere, og pludselig fandt hun sig selv på Ibiza, hvor hun hurtigt blev en fast del af West End-distriktet. Siden har hun spillet øen tynd og haft flere residencies på klubber som Pacha, Mambo og Amnesia, hvor hun har delt scene med kunstnere som Frankie Knuckles, Masters At Work, MJ, DJ Spen og Sandy Rivera.
Sam lancerede sit eget pladeselskab DVINE Sounds i 2015, som i dag har mere end 60 udgivelser i kataloget og har hjulpet mange spirende talenter frem i rampelyset.
Sam Divine spiller torsdag den 1. juni på NorthSide 2023.