- Lørdag
- 17:00 – 18:00
- NOVA

Bedst som flere var begyndt at erklære dansk rock for død og begravet, trådte de to søstre Frida og Sirid Møl Kristensen ind på musikscenen som én stor fuckfinger til netop dét udsagn. Faktisk svævede de ind i vores musikhjerter, da de med deres sfæriske rock og fortryllende vokalharmonier vandt os over sang efter sang.
”I Never Wanted To Leave You”, “Villains of the Night”, “Seven Greedy Girls” (som endte med at være den mest spillede sang på P6 Beat I 2021) og senest singler som ”Drive” og ”Bangs (feat. Mercedes) har cementeret søstrenes særegne lyd, som – trods inspiration fra artister som Agnes Obel, The Raveonettes og Trentemøller – er helt sin egen.
EP’en Inside Out fra 2021 høstede flotte seks stjerner fra GAFFA, som også kvitterede med fem stjerner for deres første koncert ugen efter udgivelsen. Og siden da er de rosende ord nærmest haglet ned over duoen, som, sammen med deres band, gjorde sig fortjent til titlen som ’Årets Nye Danske Livenavn’ ved Danish Music Awards 2022.
Vi forventer intet mindre, end at teltdugen letter, når PRISMA indtager NOVA!
PRISMA spiller lørdag 3. juni på NorthSide 2023.