• Lørdag
  • 21:15 – 22:30
  • ASTRA

Da NxWorries feat. Anderson .Paak & Knxwledge i slutningen af oktober 2022 udgav singlen ”Where I Go” med selveste H.E.R. med som gæst, markerede det starten på et nyt kapitel for det legesyge makkerpar. Singlen var duoens første udgivelse i seks år og tog os fuldstændig tilbage til perioden mellem 2014 og 2017, hvor sanger Anderson .Paak og producer Knxwledge kælede for deres fans med deres uhyre velproducerede mix af soul, hiphop, jazz og funk. 

Det er faktisk takket være NxWorries, at Anderson .Paak er endt, hvor han er. Duoen blev til under indspilningen af klassikeren ”Suede”, som blev et kæmpehit i undergrundshiphopmiljøet og førte til .Paaks møde med Dr. Dre og senere lanceringen af hans solokarriere.

NxWorries nåede at udgive kult-albummet Yes Lawd! i 2016, som solgte over 100.000 eksemplarer. Albummet blev også en undergrundsfavorit herhjemme, hvor Soundvenue blandt andet gav det 5/6 stjerner og udnævnte det som et af årets bedste udenlandske albums. 

Både Anderson .Paak og Knxwledge kan prale af at være GRAMMY-vindende- og nominerede kunstnere. .Paak har været nomineret hele 11 gange og vundet otte awards både som soloartist og med Bruno Mars-sideprojektet Silk Sonic. Knxwledge modtog en nominering i kategorien ’Best Rap Album’ som producer på Kendrick Lamars skelsættende 2015-album To Pimp A Butterfly. Knxwledge har udover artister som Anderson .Paak og Kendrick Lamar også samarbejdet med blandt andre Earl Sweatshirt og Joey Bada$$.

Det er ikke bare én men hele to uhyre talentfulde kunstnere, der indtager scenen, når NxWorries genforenes på NorthSide 2023!


NxWorries feat. Anderson .Paak & Knxwledge spiller lørdag 3. juni på NorthSide 2023.