• Lørdag
  • 18:30 – 20:00
  • ELECTRA

Hun bliver kaldt en af den elektroniske scenes mest interessante nye talenter, og hendes karriere har taget en sådan fart, at den er umulig at ignorere.

Den svenske house- og techno-kunstner La Fleur kan ikke kun kalde sig DJ og producer, men kunne i 2020 faktisk også fejre 10 år som ejer af sit eget pladeselskab, Power Plant.

Hun har tidligere været et hyppigt ansigt på Ibizas klubscene og har spillet på en række af øens prestigefulde klubber foruden shows på Printworks i London, Watergate i Berlin og Motion i Bristol.

La Fleur er dybt inspireret af sine omgivelser og naturen. Hun er født og opvokset i den svenske by Örebro, hvor hun som barn brugte weekenderne på at gå på opdagelse i skovene, spille både klaver og fløjte, synge og danse ballet.

La Fleurs interesse for mennesker og naturen førte hende også til farmaceutuddannelsen, som hun har en kandidat i. Hun droppede dog en karriere som farmaceut til fordel for musikken. Og det er vi ærligt talt ret glade for.

La Fleur spiller lørdag 3. juni på NorthSide 2023.