• Torsdag
  • 15:00 – 16:00
  • NOVA

Kind mod Kind er uden tvivl det nyeste navn, du kommer til at finde på årets NorthSide-plakat. Faktisk blev bandet først grundlagt sidste år, selvom gruppens medlemmer før har skrevet musik sammen i et helt andet projekt.

Kind mod Kind er med andre ord et stort set ubeskrevet blad på den danske musikscene. Og alligevel flokkes musikkritikere og en stigende fanbase om dem med forventningen om, at de bliver den næste store ting!

Det stod allerede klart med udgivelsen af debutsinglen ”Du Gør Mig Blind”, at kvintetten havde fat i noget helt rigtigt. Over et pulserende club-beat svæver forsanger Julius Amdisens smukke falset, som på efterfølgende singler har vist sig at være ét af gruppens kendetegn.

Deres musik er blandt andet blevet beskrevet som kærlighedsbarnet mellem Medina og When Saints Go Machine, og det rammer faktisk meget godt ned i kernen af, hvad Kind mod Kind laver: Ungdommelig dansksproget pop, der møder stemningen på et svedigt dansegulv, hvor lyset stadig er slukket, selvom solen er på vej op udenfor.

Kind mod Kind, som udover Julius Amdisen består af Mads Skogstad Boldt Rasmussen, Andreas Grønne, Gustav Lahrmann og Mikkel Marcus Strandberg, udgav sidste år deres debut-EP kindmodkind, som fik 5/6 stjerner af Soundvenue og landede på Politikens liste over årets bedste udgivelser.

Hvis du er nysgerrig på ny musik, og gerne vil overraskes på NorthSide i år, så skal du stensikkert befinde dig foran scenen, når Kind mod Kind indtager Nova.

Kind mod Kind spiller torsdag 1. juni på NorthSide 2023.