DJ-duoen, der ikke behøver at jagte status mere.

Chase & Status har så meget fart på, at de blæser publikum omkuld verden over. Fra deres rødder i Londons undergrundsmiljø til deres position som internationale DJs, har Saul Milton (Chase) og Will Kennard (Status) opbygget et ry som nogle af de mest innovative og uforudsigelige producere, der findes.

Karrieren begyndte i starten af 2000’erne. Her satte de deres præg på alt fra drum and bass til dubstep og hip-hop. Albummet, No More Idols, fra 2011 blev det helt store vendepunkt for engelske duo. Med tracks som ”Blind Faith” og ”End Credits” trådte Chase & Status for alvor ind i spotlightet og sikrede sig platinplader og topplaceringer på hitlisterne. De tunge beats og genreblandinger har gjort albummet til et af de mest ikoniske værker i elektronisk musikhistorie. 

Med deres eget label MTA Records har de givet nye talenter mulighed for at bryde igennem, mens de selv troner på den elektroniske musikscene. Karrieren er fyldt med kæmpe hits som ”Baddadan” og ”Disconnect”, prisvindende albums, titler som ”Producer of The Year”, festival-headliner slots og samarbejder med artister som Rihanna, Stormzy, Tinie Tempah, Plan B og CeeLo Green. 

Fra deres første drum and bass numre i de spæde 00’er til deres nye tracks med dubstep og hip-hop, har Chase & Status redefineret sig selv gang på gang i en industri, hvor lyden konstant skifter.