Love Shop er sin helt egen og ganske særlige skæbne i dansk rock. To tredjedele af bandets grundlæggere – mundharpevirtousen og sangeren Henrik Hall og guitaristen og produceren Hilmer Hassig – er her desværre ikke mere, men alligevel står bandet så smukt og stærkt som nogensinde og altid med de to som usynlige medspillere ved koncerterne.
Jagwar Ma
Den australske duo Jagwar Ma udsender deres debutalbum i juni måned. Bandet spiller psykedelisk pop, der ligger et sted mellem MGMT og Tame Impala med inspiration fra Stone Roses og The Charlatans. De har tidligere turneret med Foals og The xx, og både NME og Noel Gallagher har fremhævet bandet som et navn, man skal holde øje med.
Jagwar Ma udsender albummet “Howlin” 10. juni.
VI glæder os meget til at præsentere bandets første danske koncert på NorthSide.
Anmeldelser
Kommentarer
Passenger
Den populære engelske sangskriver Michael Rosenberg udsendte i 2012 albummet ”All the Little Lights” under navnet Passenger, og det blev startskuddet på en succeshistorie, som vi stadig kun har set begyndelsen af.
Rosenberg var tidligere sammen med fem andre medlem af gruppen Passenger, der i 2007 debuterede med albummet ”Wicked Man’s Rest”. To år senere blev gruppen dog opløst, men da Rosenberg skulle fortsætte som solist, valgte han at blive ved med at udgive musik under navnet Passenger.
Indtil videre er det blev til tre soloudgivelser, og det er med singlen ”Let Her Go”, publikum for alvor har fået øjnene op for den engelske sangskrivers evne til at skrive flotte og melankolske melodier.
Singlen har ligget nummer et på hitlisten i elleve forskellige lande på verdensplan, og her i Danmark har sangen også toppet den officielle singlehitliste. Michael Rosenberg ligger dermed inde med et vaskeægte kæmpehit, der også er blevet spillet flittigt på de danske radiostationer, og som de fleste formodentlig vil kunne synge med på til koncerten på NorthSide.
Anmeldelser
Kommentarer
Tom Odell
Den engelske sangskriver brugte tre år på at studere musik og spille jobs både som solist og i et band, før han i 2012 blev opdaget af Lily Allens pladeselskab, In the Name Of, der udsendte hans første ep ”Songs From Another Love”.
Herfra gik det hurtigt, og i anmeldelserne drog de engelske kritikere paralleller til både Jeff Buckley og Chris Martin, og før han havde set sig om, havde han været gæst på showet ”Later… with Jools Holland” og havde indkasseret en nominering til Critics’ Choice Award til Brit Awards.
Nomineringen blev vekslet til en sejr til den 22-årige englænder, der er nået ud til et stort dansk publikum efter de danske radiostationer kastede sin kærlighed over tracket ”Can’t Pretend”.
Tom Odell er en af de mest interessante engelske sangskriver lige nu, hvilket kan høres på debutalbummet ”Long Way Down”, og såmænd også til en koncert på NorthSide 2013.
Anmeldelser
Kommentarer
Kashmir
Med udgivelsen af ”The Good Life” i 1999 fik Kashmir etableret sig som et af de mest ambitiøse navne i dansk rock, og salgstallene og den efterfølgende ros, inklusive seks Grammy-statuetter, viste, at både publikum og anmeldere var villige til at gå med bandet uanset, hvilken retning de valgte.
Albummet har i dag klassikerstatus og var eksempelvis fremhævet, da GAFFA i 2006 udgav deres pendant til Brian Mikkelsens Kulturkanon. Successen var dog langt fra en enlig svale, og de efterfølgende tre udgivelser (”Zitilites”, ”No Balance Palace” og ”Trespassers”) gik alle til tops på den danske albumhitliste.
Kashmir er nu aktuelle med albummet ”E.A.R.”, hvorfra singlen ”Seraphina” blev valgt som P3’s Uundgåelige i begyndelsen af året. Så listen af hits for bandet fortsætter, og som altid har bandet på pladen valgt at bryde med forventningerne og give os noget, vi ikke engang vidste, at vi ønskede os fra Kashmir.
Da Kashmir gæstede NorthSide 2012, kom de til Aarhus for at præsentere ”The Good Life” for publikum og leverede en nærmest magisk koncert. Vi er sikre på, at de kan gøre det igen med materialet fra det nye album, og vi glæder os helt enormt til at opleve dem på NorthSide 2013.
Anmeldelser
Kommentarer
The Floor Is Made Of Lava
Over tre plader har The Floor is Made of Lava vist sig som et af de stærkeste rocknavne, vi har herhjemme. Tobias Kippenberger, Simon Visti, Lars Rock og Asbjørn Nørgaard har sammen gennemgået en rivende udvikling og er med ”Kids & Drunks” på det foreløbige højdepunkt i deres karriere.
Lava lagde ud med en debutplade, der var en vild og uregerlig størrelse, som leverede glad drengerøvsrock i et hæsblæsende tempo, og som slog bandet fast som et konstant underholdende livenavn.
Bandet fik med pladen løbet hornene af sig, så da de vendte tilbage med ”Howl at the Moon”, mødte man et band, der kiggede dybere og også lod sig inspirere af rockhistorien. Den stil er fortsat på ”Kids & Drunks”, hvor Kippenbergers rustne stemme bakkes flot op af riffs i stadionstørrelse blandet med Americana-stemning.
Udover at have varmet op for Oasis og AC/DC, så var The Floor is Made of Lava også på plakaten til NorthSide for to år siden, og det er en fornøjelse nu at kunne invitere dem tilbage til NorthSide 2013.
Anmeldelser
Kommentarer
Deap Vally
Den californiske gruppe Deap Vally er blevet sammenlignet med både The White Stripes og The Black Keys, men det handler formodentlig mest om, at duoen består af en trommeslager (Julie Edwards) og en guitarist, der også synger (Lindsey Troy). For Deap Vally er meget mere punkede, mere flabede og mere sexfikserede i deres udtryk end deres mandlige modstykker.
Deap Vally blev dannet i Los Angeles i 2011, og som så mange andre fine amerikanske rock bands før dem, fik de deres første smag af succes i England, hvor de allerede har spillet på både Latitude og Reading Festival.
De har også varmet op for både Iggy Pop, The Vaccines og Muse, hvilket blot bliver endnu mere imponerende af, at de ikke engang har udsendt et album endnu.
Deap Vally er rå energi serveret med en kraft som et spark i ansigtet med militærstøvler, så glæd jer til at få et los.
Anmeldelser
Kommentarer
Peter Sommer
Peter Sommer har gennem de sidste ti år markeret sig som en af landets bedste sangskrivere, og på sit seneste album, ”Alt Forladt”, beviser han, at man ikke behøver en akustisk guitar for at være trubadur.
Sangskriveren fra Skanderborg startede karrieren i Superjeg og indspillede i 2010 albummet ”De Eneste To” i duoen af samme navn. Men ellers har fokus primært været på solokarrieren, der til dato har kastet fire udgivelser, priserne P3 Prisen og P3 Kunstneren samt fire DMA-statuetter og tre Steppeulv-priser af sig.
Det var ”Valby Bakke”, der i 2004 gjorde Peter Sommer til hvermandseje, og stilen blev holdt på ”Destruktive Vokaler”, der samtidig gav nyt liv til det gamle Superjeg-nummer ”8-6-6-0”.
Men med ” Til rotterne, til kragerne, til hundene” mødte publikum en mørkere side af Peter Sommer, og guitaren var her i højere grad elektrisk, og den musikalske udvikling har taget endnu et skridt med ”Alt Forladt”.
Denne gang er Sommer dog gået i en mere elektronisk retning i samarbejde med Stefan Kvamm, der også turnerede med Sommer som en del af De Eneste To. Albummet er blevet kaldt karrierens bedste (GAFFA), og vi er meget glade for at kunne præsentere sangskriveren på toppen af sin karriere.
Anmeldelser
Kommentarer
Frightened Rabbit
Da Frightened Rabbit i 2008 udsendte albummet ”The Midnight Organ Fight” kvitterede både GAFFA og Soundvenue med seks stjerner og kaldte det henholdsvis en ”fænomenal og fuldstændig fejlfri toer fra forrygende skotsk folk-ensemble”, og at “de forbandet velskrevne sange gør, at pladen vokser og vokser og er svær at slippe igen”.
Pladen er efterfølgende helt fortjent dukket på masser af lister over det foregående årtis bedste plader og har etableret bandet som noget af det bedste, Skotland har at byde på.
Siden da er kommet pladerne ”The Winter of Mixed Drinks” og ”Pedestrian Verse”, og også her har anmelderne nærmest forsøgt at overgå hinanden i komplimenter til det skotske band, hvis musikalske tone perfekt matcher frontmand Scott Hutchisons mørke og melankolske tekster.
Hutchison bringer også et sjældent set nærvær til sine sange, hvilket gør, at de stille og indadvendte sange sagtens kan matche de mere direkte og rockede sange i intensitet og styrke.
Frightened Rabbit er med andre ord en musikalsk oplevelse, som man for alt i verden ikke må snyde sig selv for.
Koncerten med Frightened Rabbit præsenteres med støtte fra ETEP (European Talent Exchange Program).
Anmeldelser
Kommentarer
Mø
Det største stjerneskud på den danske musikscene lige nu er københavnske Mø, der er kunstnernavnet på den 23-årige danske R&B-komet, Karen Marie Ørsted, der til daglig studerer på Kunstakademiet.
Efter at have turneret i Europa og USA, hvor hun blandet andet har varmet op for Purity Ring, er Mø netop nu i gang med at færdiggøre sit debutalbum sammen med den danske producer Ronni Vindahl.
Men allerede før albummet er klar, er der masser af opmærksomhed omkring Mø på grund af singlerne ”Pilgrim” og Glass”. Pitchfork var hurtige til at rose den danske sangerinde, og NME var heller ikke længe om at springe med på vognen.
Opmærksomheden har konverteret sig til koncerttilbud, så denne sommer vil man kunne opleve Mø på en lang række af Europas største festivaler. Men heldigvis er der også blevet plads i kalenderen til et job på NorthSide, hvor man kan se frem til at opleve den danske sangerinde med det internationale format.
Anmeldelser
Kommentarer
Left Boy
Ferdinand Sarnitz flyttede som attenårig fra Østrig til New York, og siden da har han udgivet musik under navnet Left Boy. Først udspil var et mixtape med titlen ”The Second Coming”, hvor rapperen lånte tracks fra alle fra The Beatles til Blind Faith, og gennem en stribe opfindsomme og vanvittige Youtube-videoer fik den nu 24-årige musiker hurtigt opbygget en stor fanskare.
Sidenhen er kommet tracks, hvor Eurythmics, Carly Rae Jepsen og Vanessa Carlton kommer under behandling, men fordi han ikke har kunnet sikre sig rettighederne til sine samples, har det været småt med de officielle udgivelser fra Left Boys side. Men alligevel er det lykkedes rapperen at sikre sig jobs på en række af de største tyske festivaler og spillesteder i både 2012 og 2013, hvor hans festorienterede show er blevet bakket op af dansetruppen Urban Movement.
Manden bag ”Jack Sparrow” og ”Black Dress” kommer for at sætte gang i en fest, så medbring dansesko, og så skal Left Boy nok klare resten.
Anmeldelser
Kommentarer
Fallulah
Fallulahs første single, ”I Lay My Head” var P3’s Uundgåelige i 2009, og med det fik den dansk/rumænske-sangerinde sit gennembrud som blev fulgt op med succes af ”Give Us a Little Love” og “Bridges”, der var den mest spillede sang på P3 i hele 2010.
Alle tre sange findes på debutalbummet ”The Black Cat Neighbourhood”, der blev genudgivet i 2011, hvor den nye version inkluderede singlen ”Out of It”. Sangen var skrevet til tv-serien ”Lykke”, og kom med på en genudgivelse efter at være gået nummer et på både single- og airplayhitlisten.
Sangen var den mest spillede på P3 og P4 i 2011, og ved Danish Music Awards 2011 vandt Fallulah priserne for Årets Danske Hit og Årets Danske Producer (sammen med Fridolin Nordsø) for “Out of It”. Inden da havde succesfulde sangerinde allerede vundet P3 Prisen og de medfølgende 100.000 kroner samt en GAFFA Pris for Årets Danske Hit, så der kom hurtigt pladsmangel på hylden til trofæer.
Album nummer to, ”Escapism” udkom i februar 2013 og indeholder blandt andet hittet ”Superfishyality”, der også har været P3’s Uundgåelige. Albummet blev desuden modtaget med flotte anmeldelser fra de danske kritikere, og som man kunne opleve på NorthSide i 2011, så er Fallulah en helt unik liveoplevelse, som vi er meget glade for vil kunne opleves igen i år.
Anmeldelser
Kommentarer
Kristina Renée
I løbet af de sidste to år har Kristina Renée varmet op for The Kooks og Jamie Woon samt spillet på Spot og været special guest til The William Blakes’ årlige fastelavnskoncert. Ganske godt klaret af en, der endnu ikke har udsendt sit debutalbum.
Sangerinden er dog godt i gang med at indspille sange sammen med Frederik Nordsø til sit første fuldlængdeudspil, og det vil følge op på ep’en ”For Now”, der udkom sidste år.
På ep’en finder man blandt andet sangen ”We Know No Pain Tonight”, der har fået en hel del airplay på dansk radio, og det samme kan siges om singlen ”Sorrow Knows”, der er første udspil fra den kommende plade.
Begge sange er eksempler på en mere elektronisk tilgang til singer/songwriter-genren, end man normalt ser, og inspirationen til denne stil kom faktisk via førnævnte opvarmningsjob, hvor Renée var imponeret over Jamie Woons evne til at blande elektroniske elementer ind i sin musik.
Den musikalske åbenbaring har ført til en lang række musikalske eksperimenter, som vil blive foldet ud på et album til juni. Men inden da er der mulighed for at høre, hvordan det hele fungerer live, når Kristina Renée optræder til NorthSide 2013.
Anmeldelser
Kommentarer
The William Blakes
Det er de store kunstnere som inspirerer bandet The William Blakes, som har udviklet sig fra en dogmetrio til en hyperproduktiv kvartet siden udgivelsen af debutpladen, der som bandnavnet trækker inspiration fra et kunstnerisk geni – nemlig The Flaming Lips-frontmanden Wayne Coyne.
Debutpladen blev indspillet på blot seks dage i et sommerhus i Sverige, hvor ingen af bandets tre medlemmer kunne nedlægge veto i den kreativ proces. Eksperimentet var en succes, og hos GAFFA kaldte man pladen ”særdeles respektindgydende debut”.
Siden da er trioen blev udvidet til en kvartet, og i fællesskab har Kristian Leth, Bo Rande og brødrene Fridolin og Frederik Nordsø udgivet en plade om året, så bandet nu er oppe på fem fuldlængdeudgivelser siden 2009 inklusive albummet ”The Way of the Warrior”, der i 2011 sikrede gruppen to priser til Danish Music Awards.
The William Blakes er aktuelle med albummet ”An Age of Wolves”, som Soundvenue har hyldet med ordene: ”Dette er og bliver det bedste album, The William Blakes endnu har begået”, og der er ingen grund til ikke også at tro, at dette vil smitte af på den kommende koncert på NorthSide.
Anmeldelser
Kommentarer
Imagine Dragons
Las Vegas-kvartetten har taget USA med storm og imponerede ved at nå andenpladsen på den amerikanske albumhitliste med debutpladen “Night Visions”. Salget er blevet hjulpet rigtig godt af hittet ”Radioactive”, der var P3′s Uundgåelige i slutningen af 2012, og deres mest spillede nummer i årets første måneder.
Men successen er ikke kommet hurtigt for bandet, der siden 2009 har udsendt fire ep’er, inden de endelig kunne udsende deres debutalbum i september 2012. Den sidste ep, ”Continued Silence”, skal dog ses som en optakt til albummet, da fire af sangene inklusive ”Radioactive” og ”It’s Time” går igen på fuldlængdeudgivelsen.
Strategien virkede, så da albummet endelig ramte butikkerne, røg bandet på hitlisten, og siden da er det kun gået en vej for Imagine Dragons. Bandets popularitet er mildt sagt konstant stigende på verdensplan, så det er i den grad et fremadstormende band, der er på vej til Aarhus.
Anmeldelser
Kommentarer
Daughter
Successen er kommet hurtigt for engelske Daughter, der efter to ep-udgivelser udsendt på deres eget selskab i 2011 udsendte ep’en ”The Wild Youth”. Anmeldelserne var særdeles positive og efter at have spillet et job som hovednavn foran 700 mennesker (uden at have udsendt et album), fik de en pladekontrakt med det prestigefyldte selskab 4AD, der også udgiver Bon Iver og The National.
BBC har bakket særdeles godt op omkring gruppen, og Radio 1 har blandt andet udnævnt singlen ”Smother” til Single of the Week. Shows som ”Skins”, ”The Vampire Diaries” og ”Grey’s Anatomy” har også taget gruppen til sig, hvilket har været med til at profilere dem overfor et amerikansk publikum.
Trioen er blevet kaldt et kryds mellem The xx og Cat Power, og særligt sangerinden Elena Tonras smukke stemme og melankolske tekster bliver fremhævet, når anmelderne står i kø for at kaste komplimenter efter bandet. Der kan ikke være nogen tvivl om, at Daughter er et at de mest spændende nye navne i England lige nu, så vi er meget spændte på at kunne præsentere dem på NorthSide.
Anmeldelser
Kommentarer
Everything Everything
Manchester-kvartetten har fået deres danske gennembrud med singlen ”Kemosabe” fra det roste album ”Arc”, der er fyldt med energifyldte og fængende sange som blander pop, indierock og electronica. Men i hjemlandet spidsede folk allerede ører, da de hørte gruppens første single.
Sangen ”Suffragette Suffragette” har nemlig en af de mest diskuterede tekster i de senere år, og selvom bandet insisterer på, at Jonathan Higgs synger ”Cause you’re gonna sit on your fence when I’m gone”, så hører de fleste noget med lidt flere seksuelle undertoner.
Undertonerne dukker også op, når bandet går på scenen, og NME har blandt andet kaldt deres koncerter ”utrolige, bizarre, smukke og sexede”, så der er helt sikkert noget at se frem til.
Everything Everything debuterede i 2010 med albummet ”Man Alive”, der senere på året blev nomineret til den prestigefyldte Mercury Prize. Heftig turnévirksomhed fulgte blandet andet sammen med Snow Patrol, og da ”Arc” udkom i starten af 2013, var den nationale fanbase blev så stor, at albummet gik ind i top fem på den engelske albumhitliste.
Successen har nu spredt sig ud i Europa via singlerne ”Cough Cough” og ”Kemosabe”, så det er et band med masser af medvind, der kommer til at indtage Red Stage.
Anmeldelser
Kommentarer
Phoenix
”Bankrupt!” er det femte album fra den franske gruppe Phoenix, og udgivelsen følger op på det succesfulde album ”Wolfgang Amadeus Phoenix”, der i 2009 gav gruppen deres store gennembrud. Albummet sikrede dem en amerikansk Grammy for Best Alternative Music Album, og den efterfølgende verdensturné blev dokumenteret i filmen ”From a Mess to the Masses”.
Phoenix har siden 2000 stået for dansevenlig og blankpoleret popmusik, der fænger som de største hits fra 80’erne. Men når det serveres med et fransk tvist får musikken både en moderne og sofistikeret stil, og dette kan blandt andet høres på singler som ”Entertainment”, ”Lisztomania” og ”Everything is Everything”.
Phoenix kom frem som en del af en bølge fra franske navne i slutningen af 90erne og har opretholdt deres forhold til den franske scene ved blandt andet at samarbejde med Air på albummet ”The Virgin Suicides”, og da bandet optrådte i Madison Square Garden i New York i 2010, inviterede de Daft Punk med til ekstranumrene.
Det franske band har ikke spillet i Danmark siden 2009, så det er med stor fornøjelse, at vi har tilføjet Phoenix til plakaten for NorthSide 2013.
Anmeldelser
Kommentarer
Tegan and Sara
Den canadiske søskendeduo bestående af de enæggede tvillinger Tegan og Sara Quin har siden 1999 udsendt plader med alt fra beskidt indierock til skarp synthpop og har undervejs indhentet en stribe priser i hjemlandet. Det tog dog lidt før duoen slog igennem uden for hjemlandet, men den første smagsprøve på succes kom via singlen ”Walking with a Ghost”.
Nummeret blev nemlig kort tid efter genindspillet af The White Stripes og udgivet på en ep af samme navn, hvilket var med til at introducere søstrene til en masse nye fans. Resultatet udeblev da heller ikke, så da ”The Con” udkom i 2007 var der pludselig kommerciel succes for duoen i USA.
Salget blev hjulpet godt på vej af singlen ”Back in Your Head”, og successen samt samarbejdet med producer Chris Walla (der til daglig er guitarist i Death Cab for Cutie) fortsatte på albummet ”Sainthood”.
Men da Quin-søstrene skulle indspille deres syvende album var de meget bevidste om, at de gerne ville prøve noget nyt, og derfor allierede de sig med popproduceren Greg Kurstin (Ke$ha, P!nk), hiphopproduceren Mike Elizondo (Eminem, 50 Cent) og Justin Meldal-Johnsen, der blandt andet har produceret det seneste album med M83. Resultatet blev albummet ”Heartthrob”, som GAFFA ”uimodståeligt iørefaldende”, og den nye stil kan for alvor høres på hittet ”Closer”.
Så det bliver spændende at præsentere duoens nye stil til en koncert i festivalens nye telt, Red Stage.
Anmeldelser
Kommentarer
Shaka Loveless
Den 28-årige sanger har i mere end 10 år haft gang i musikkarrieren, og længe inden ”Tomgang” blev uundgåelig i sommerens radiohøjttalere, kunne man høre ham levere sjælfuld vokal og spille bas som medlem af grupperne The Gypsies og Are We Brothers?.
I førstnævnte konstellation har Shaka blandt andet varmet op for N.E.R.D., The Roots og Fugees samt turnéret landet tyndt som backingband for Outlandish og Jokeren, og arbejdet med Are We Brothers? kastede blandt andet en turné i Frankrig af sig. Men siden starten af 2012 har Shaka Loveless fokuseret på solokarrieren, og det er sket med succes.
Første skridt var en YouTube-video af en akustisk live-optræden af nummeret “Tomgang”, der begyndte at florere på de sociale medier. Da sangen senere blev udgivet som single, udviklede den sig til et af de største hits i 2012.
Successen er fortsat med debutalbummet, der blev indspillet i samarbejde med Donkey Sound (Fresh-I og Pharfar), hvor Shaka som solist blander reggae med rock og pop med en fantastisk behændighed, som det bliver en fornøjelse at opleve til sommer.
Anmeldelser
Kommentarer
Rasmus Walter
Den tidligere Grand Avenue-frontmand tog efter fire udgivelser med sit band beslutningen om at prøve livet som solist. Første skridt i den nye retning var singlen ”Dybt Vand”, der hurtigt viste, at Rasmus Walter mere end magtede overgangen fra engelsksproget sanger i et band til solist på eget modersmål.
”Dybt Vand” findes på solodebutpladen fra 2011, og her finder man også hittet ”Det Stille Angreb” samt duetten med Julie Maria, ”Så Det Synger”.
Foråret byder på en opfølger til ”Rasmus Walter”, og den udgivelse er der blevet varmet seriøst op til med singlen ”Endeløst”, der røg helt til tops, da lytterne på P3 skulle stemme på Årets Uundgåelige i 2012.
Rasmus Walters andet album fortsætter de gode toner fra debutpladen, og vi ser i den grad frem til at opleve det nye materiale på NorthSide.
Anmeldelser
Kommentarer
Keane
6 millioner solgte album og platinplader i hele Europa var en rigtig god start for Keane, da de i 2004 debuterede med albummet ”Hopes and Fears”. Trioen modtog Best Album-prisen fra Q Magazine, frontmand Tim Rice-Oxley fik en Ivor Novello Award for sin sangskrivning, og det blev til Brit Awards for både Best Album og Best Breakthrough Act.
Albummet var samtidig det første af i alt fire album, der er gået direkte til tops på den engelske albumhitliste, hvilket understreger gruppens evne til at skrive fængende og effektive popsange, der bliver store hits som “Everybody’s Changing”, “Somewhere Only We Know”, “Is It Any Wonder?” og “Crystal Ball”.
Senest er kommet albummet ”Strangeland” i 2012, hvor bandet er blevet udvidet til en kvartet, hvilket har tilføjet lidt mere guitar til det pianodrevne bands lyd.
Keane har siden begyndelsen været elsket af det danske publikum, og derfor er vi meget glade for at kunne præsentere bandets første festivalkoncert i Danmark.
Anmeldelser
Kommentarer
Biffy Clyro
Den skotske trio udsendte i januar 2013 deres sjette album, ”Opposites”, og efter næsten tyve år som band kunne medlemmerne af Biffy Clyro endelig se et af deres album gå til tops på den engelske albumhitliste.
Simon Neil samt tvillingebrødrene James og Ben Johnston er ikke just døgnfluer, men derimod et godt eksempel på, at bands stadig kan tage den klassiske tur til toppen med opvarmningsjobs og hårdt arbejde, hvor man får succes en fan af gangen.
Bandet debuterede i 2002 med ”Blackened Sky”, der sammen med de næste to udgivelser stille og roligt var med til at lægge fundamentet for bandets status som et velrespekteret rockorkester. Men med ”Puzzle” fra 2007 tog Biffy Clyro et stort skridt mod stjernerne, og da de efterfølgende måneder bød på turnéer med Muse, The Rolling Stones, Red Hot Chili Peppers, The Who, Linkin Park og Queens of the Stone Age fik bandet hurtigt udvidet sin fanbase.
Det kunne mærkes, da ”Only Revolutions” udkom i 2009 og ikke overraskende blev den bandets til dato mest succesfulde udgivelse. Albummet blev nomineret til den eftertragtede Mercury Prize, og den efterfølgende turné sikrede dem i 2011 en NME Award som Best Live Band.
Senest har bandet hittet med ”Black Chandelier” fra albummet ”Opposites”, der netop er gået direkte ind på en førsteplads på den engelske albumhitliste. Så det er et band på toppen af deres karriere, der kommer på NorthSide 2013.
Anmeldelser
Kommentarer
Bikstok Røgsystem
Den danske dancehall-trio Bikstok Røgsystem udsprang af undergrundsmiljøet omkring RubA’Dub Sundays på klubben Stengade 30, der siden 2002 har været samlingssted for det københavnske reggae-miljø. Det var her Eaggerman, Pharfar og Malk De Koijn-rapperen Blæs Bukki spillede de første koncerter som Bikstok Røgsystem, hvor de blandt andet fik hjælp af Natasja på nummeret ”Cigar”, inden hun udsendte sit første soloalbum.
Debutpladen ”Over Stok Og Sten” udkom i 2005 og kastede hits som ”DK’s Koner”, ”Fabrik” og ”Cigar” af sig, og også anmelderne var enige i, at den første dansksprogede dancehall-plade nogensinde var noget helt særligt. GAFFA gav seks stjerner, og trioen indkasserede året efter to priser til Danish Music Awards samt en GAFFA Pris som Årets Nye Danske Navn.
Bikstok Røgsystem fulgte successen op med en stribe koncerter, men kun atten måneder efter udgivelsen af debutpladen forlod Blæs Bukki gruppen for at fokusere på Balstyrko og andre projekter. De to øvrige medlemmer har også haft masser af succes uden for Bikstok i henholdsvis Eaggerstunn (Eaggerman) og som producer for Natasja, Shaka Loveless og Wafande samt som medlem af Djosos Krost (Pharfar), men heldigvis havde de ikke helt glemt Bikstok Røgsystem.
Trioen blev nemlig gendannet til en mindekoncert i forbindelse Bob Marleys fødselsdag i 2009, og denne sommer kan det farvestrålende dancehall-orkester opleves i den originale besætning til NorthSide 2013.
Anmeldelser
Kommentarer
Gogol Bordello
Bandet tager deres navn fra den anerkendte ukrainske forfatter Nikolai Gogol, hvis værker i 1800-tallet introducerede et russisk publikum for ukrainsk kultur. Inspireret af dette besluttede sangeren Eugene Hütz sig for at samle et band, der kunne introducere ukrainsk kultur for hele verden, og det blev begyndelsen på Gogol Bordello.
Bandet kalder deres musikstil gypsy punk, hvilket også er titlen på deres tredje album fra 2005, der markerede bandets gennembrud. Albummet indeholder sangen ”Start Wearing Purple”, der også findes på bandets debutplade, som senere dukkede op på soundtracket til filmen ”Everything is Illuminated”, hvor Eugene Hütz har en birolle og resten af bandet også medvirker.
Siden er kommet yderligere to album, men det er dog bandets utrættelige koncertvirksomhed, der for alvor har sat dem på landkortet. Bandets farvestrålende og energiske koncerter, der blander balkanmusik med punkrock, kan løfte selv den tristeste koncertgænger helt op i en eufori, og den hårdtarbejdende frontmand gør alt i sin magt for at sætte liv i folk helt ned til bagerste række.
Gogol Bordello er et unik orkester, der kombinerer en anarkistisk vildskab med medrivende sangskrivning, og det bliver spændende at se, hvor få minutter de skal bruge på at konvertere Ådalen til en balkanfest.
Anmeldelser
Kommentarer
Kings of Convenience
Det er få forundt at starte en musikalsk bølge med en opfindsom pladetitel, men som Uncle Tupelo gjorde det i 1990 med ”No Depression”, satte Kings of Convenience i 2001 med albummet ”Quiet is the New Loud” gang i en stribe bands, der særligt blev hyldet i den engelske musikpresse.
De to norske sangskrivere Erlend Øye og Eirik Glambek Bøe har kendt hinanden siden folkeskolen og efter en række musikalske eksperimenter, dannede de i 1999 duoen Kings of Convenience. Debutpladen kom to år senere og var en øjeblikkelig succes særligt i hjemlandet, hvor det gik til tops på den norske albumhitliste.
Det efterfølgende album, ”Riot on an Empty Street”, var en endnu større succes, og på pladen kan man opleve Erlend Øye i duet med canadiske Feist på både “Know-How” og ”The Build-Up”.
I en efterfølgende pause fokuserede Øye på sit sideprojekt The Whitest Boy Alive, der kastede to plader af sig, inden Øye returnerede til Kings of Convenience for at indspille albummet ”Declaration of Dependence”.
Duoen er gennem hele deres karriere blevet rost for deres fine harmonier, bittersøde tekster og udsøgte detaljer i både melodier og arrangementer, hvor Kings of Convenience dyrker det skrøbelige med en sjældent set succes, og koncerten på NorthSide 2013 kan kun blive en smuk oplevelse.
Anmeldelser
Kommentarer
Spleen United
Stilsikre og kompromisløse Spleen United debuterede i 2005 med ”Godspeed Into the Mainstream”, og via singler som ”Heroin Unltd.” og ”In Peak Fitness Condition” flyttede de sig ganske passende lynhurtigt fra obskuritet til mainstream-succes.
Det første år bød på opvarmningsjobs for Nephew, Mew og Massive Attack samt en koncert i Tycho Brahe Planetariet, hvor bandet var de første nogensinde til at spille en koncert under projektionerne af stjernehimlen.
Da det blev tid til at indspille album nummer to, tog bandet turen til Los Angeles for at indspille ”Neanderthal” med produceren Michael Patterson (Beck, Black Rebel Motorcycle Club), og resultatet blev et album, der trak mod en mere elektronisk retning og som højnede gruppens popularitet.
Gruppens tredje album, ”School of Euphoria”, var noget længere undervejs end oprindelig planlagt, men resultatet var i den grad ventetiden værd. Gruppens fortsatte udvikling og vilje til at eksperimentere klæder dem virkelig, og udover flotte anmeldelser kunne Spleen United i december 2012 også samle GAFFA Prisen for Årets Elektroniske Udgivelse op en måned efter, at de havde vundet for Årets Danske Rock Udgivelse til Danish Music Awards.
NorthSide bookede i maj Spleen United til at spille sammen med Veto til en unik koncert på Godsbanens tag under Spot Festivalen. Bandet genforenes nu med NorthSide, men denne gang vil koncerten finde sted til selve festivalen, hvor Spleen United får mulighed for at folde hele deres unikke univers ud for publikummet i Ådalen.
Anmeldelser
Kommentarer
Kaizers Orchestra
Grundlæggerne af et af nyere tids mest succesfulde norske bands har en fortid først i bandet Blod, Snått & Juling og derefter Gnom, men i 2000 skiftede frontmand Janove Ottesen og hans musikalske kompaner gear og dannede Kaizers Orchestra.
Timingen var helt perfekt for de fem nordmænd, der året efter genererede en hel del opmærksomhed på den norske By:Larm Festival, og da debuten, ”Ompa Til Du Dør”, udkom i 2001 blev den hyldet med både Spellemannpris og to Alarm-priser.
I norsk Black Metal er det helt normalt at synge på sit modersmål og en stribe af disse bands har oplevet international succes. Men Kaizers Orchestra er det eneste navn uden for denne genre, der har taget det norske sprog ud i Europa med succes.
Den succes har særligt været stor her i landet, hvor de i 2005 indspillede en live-dvd i Store Vega i forbindelse med to udsolgte koncerter, og generelt har de været et populært livenavn på landets spillesteder og festivaler.
Efter at have udgivet fem studieudgivelser lancerede Kaizers Orchestra i 2011 album-trilogien ”Violeta Violeta”, hvor sidste del blev udsendt i november 2012. Trilogien udsprang af en kreativ periode, hvor Janove Ottesen skrev to-tre sange om dagen, og disse sange blev efterfølgende grundlaget for udviklingen af det tema som gennemgås i trilogien.
Koncerten på NorthSide bliver for øvrigt sidste mulighed for at opleve Kaizers Orchestra live i lang tid, da den bliver bandets sidste, inden de påbegynder en pause på ubestemt tid. Så vi glæder os meget til, at Kaizers Orchestra møder op med olietønder, gasmasker, pumpeorgel og harmonika og vælter Ådalen, som kun de kan gøre det.
Anmeldelser
Kommentarer
The Knife
Den svenske duo debuterede i 2001 med albummet ”The Knife”, men det egentlige gennembrud kom først to år senere, da søskendeparret Karin Dreijer Andersson og Olof Dreijer udsendte “Deep Cuts”, som indeholder hittet ”Heartbeats”. Sangens succes blev forlænget, da den nogle år senere dukkede op i en tv-reklame i en akustisk version indspillet af landsmanden José González.
På dette tidspunkt havde The Knife dog slået sit navn fast som et af nordens mest interessante navne både gennem deres unikke tilgang til elektronisk musik samt deres modvilje mod at spille koncerter og tale med pressen. I forbindelse med udgivelsen af deres tredje album valgte duoen dog at spille nogle få koncerter, og her blev svenskernes tilgang til koncerten som kunstform rost til skyerne af blandt andre Soundvenue, der i en 6-stjernet anmeldelse skrev: ”Man var udsat for en følelseskur, hvor der ingenlunde blev skåret ind til benet, men tværtom udvist kunstneriske visioner af en anden verden for koncertformens overlevelse”.
Meget utraditionelt valgte The Knife herefter igen at trække sig ud af mediernes søgelys for at holde en pause fra duoen. Tiden brugte Karin Dreijer Andersson til at lancere det succesfulde soloprojekt Fever Ray samtidig med, at hun sammen med sin bror arbejdede på musikken til den danske opera ”I Morgen Om Et År”. Forestillingen var baseret på engelske forsker Charles Darwins hovedværk “On The Origin Of Species By Means Of Natural Selection, Or The Preservation Of Favoured Races In The Struggle For Life”, og musikken blev senere udgivet under titlen “Tomorrow, In A Year”.
Næste kapitel i historien om The Knife er albummet “Shaking The Habitual”, der følges op af en kort turné, der bringer den banebrydende og voldsomt innovative duo forbi Ådalen, hvor vi er meget stolte af, at de vil give en af deres sjældne og meget imødesete koncerter.
Anmeldelser
Kommentarer
Alt-J (∆)
Medlemmerne i den engelske kvartet Alt-J (∆) fandt sammen på Leeds University i 2007, og efter at have færdiggjort studierne og flyttet instrumenterne til Cambridge, begyndte bandet at indspille musik til en ep med fire numre.
Udgivelsen banede vejen for debutalbummet ”An Awesome Wave”, der udkom i maj 2012. Albummet blev pænt modtaget de fleste steder og gik også ind i top tyve på den engelske albumhitliste. Men som de fleste fantastiske plader, så skulle albummet have lidt tid til at vokse, og da de nominerede til den prestigefyldte engelske anmelderpris Mercury Prize blev offentliggjort, blev Alt-J (∆) hurtigt udråbt til favorit.
Og det blev da også dem, der snuppede prisen foran navne som Django Django, Ben Howard, Michael Kiwanuka og Lianne La Havas, hvilket for alvor sendte bandet ind i den brede befolknings bevidsthed.
Herhjemme var P3 dog ret hurtige til at opdage Alt-J (∆), så allerede i sommeren 2012 begyndte singlen ”Tessellate” ret ofte at dukke op på de danske radiobølger, og det har uden tvivl været med til at gøre Alt-J (∆) til et af de nye navne, som er blevet efterspurgt af rigtig mange NorthSide-gæster.
Når Joe Newman, Gwil Sainsbury, Thom Green og Gus Unger-Hamilton lægger vejen forbi NorthSide bliver det for at give deres første danske koncert nogensinde. Det sætter vi stor pris på, og vi ser meget frem til at opleve dette fantastiske navn for første gang på dansk jord.
Anmeldelser
Kommentarer
Ellie Goulding
Ellie Goulding eksploderede i 2010 på den engelske musikscene med albummet ”Lights”, der gik to gange platin i hjemlandet, og samme år sikrede hende Critics’ Choice Award til Brit Awards. Hun lå også øverst på BBC’s Sound Of 2010-liste, hvilket ingen andre end Adele har gjort i samme år.
Dermed var successen sikret i hjemlandet, og den ambitiøse sangskriver fik derefter hurtigt sat kurs mod succes på verdensplan. Titelnummeret fra albummet kom året efter ud som single i USA, og her gik den platin tre gange og løftede hende til international stjernestatus. Den 25-årige sopran tog tydeligvis dette som en opfordring til at udfordre sit talent, så da hun tidligere i år udsendte ”Halcyon” var det tydeligt, at hun havde gennemgået en rivende udvikling og havde positioneret sig som et af de skarpeste talenter på den engelske scene.
Herhjemme har P3 været rigtig glade for singlerne ”Starry Eyed” og ”Under The Sheets” fra debutalbummet, hvor sidstnævnte var P3’s Uundgåelige i 2009. Senest er det dog ”Anything Could Happen” fra ”Halcyon”, der har sat ild til playlisten og har været med til at styrke hendes popularitet her i landet.
Vi har store forhåbninger til koncerten med det engelske stjerneskud, som vi er meget glade for at have fået til at lægge vejen forbi Aarhus.
Anmeldelser
Kommentarer
Portishead
Den engelske musiker Geoff Barrow voksede i 80’erne op i byen Portishead uden for Bristol, og da han i 1991 fandt sammen med Adrian Utley og Beth Gibbons, valgte de navnet på hans hjemby som navnet til deres trio.
Gruppen debuterede tre år senere med albummet ”Dummy”, der efterfølgende løb med en Mercury Prize og generede top tyve-hits med singlerne “Sour Times” og “Glory Box”. Albummet anses i dag for at være en moderne klassiker, der altid dukker op på musikmagasinernes lister over 90’ernes bedste udgivelser, og der findes sågar et bind i forlaget Continuums ”33 1/3” serie om albummet.
Successen fortsatte med albummet ”Portishead” tre år senere, men selvom man så skulle tro, at bandet ville gøre alt for at fastholde den, valgte de i stedet at tage en næsten ti år lang pause fra Portishead.
Undervejs kom der liveudgivelser, enkeltstående koncerter, en hyldest til Serge Gainsbourg og et samarbejde med Tom Jones, men ellers var der stille omkring Portishead. I denne periode kunne man dog opleve Beth Gibbons sammen med Rustin Man på albummet ”Out of Season” eller i samarbejde med Annie Lennox, Joss Stone eller Jane Birkin, mens Barrow og Utley var involveret i andre projekter blandt andet som producere for The Coral.
Men i 2008 blev stilheden endelig brudt, og bandet vendte tilbage med albummet ”Third”. Musikmagasiner og aviser som The Guardian, NME, Pitchfork og Uncut hyldede alle trioens genopstandelse, og herhjemme kaldte Soundvenue albummet et ”mageløst mesterværk” og kvitterede med seks ud af seks stjerner.
Derfor er der naturligvis enorme forventninger til gruppens fjerde album, der endnu ikke har fået en udgivelsesdato. Men fast ligger det dog, at den fænomenale trio gæster NorthSide 2013, hvilket vi er overbeviste om bliver en oplevelse udover det sædvanlige.
Anmeldelser
Kommentarer
When Saints Go Machine
Tingene er gået rigtig hurtigt for danske When Saints Go Machine, der på få år har udviklet sig fra en gruppe håbefulde talenter til et etableret navn på den danske scene, som samtidig har international succes.
When Saints Go Machine debuterede i sommeren 2008 med en ep, der seks måneder senere sikrede dem prisen P3 Talentet til P3 Guld og var med til at bane vejen for debutalbummet ”Ten Makes a Face”. Albummet blev mødt med stor begejstring ikke mindst af Soundvenue, hvis skribenter kårede det til Årets Album, og også i udlandet var der interesse for bandet.
I 2010 underskrev When Saints Go Machine en international pladekontrakt, hvilket betød at albummet ”Konkylie” i 2011 kom ud i resten af Europa. Herhjemme hittede gruppen for alvor med singlen ”Kelly” fra albummet, og successen blev fejret til Danish Music Awards sidste år, hvor bandet nappede to statuetter inklusive den for Årets Gruppe.
Den internationale aftale betyder også internationale jobs, og i sommeren spillede bandet blandt andet på festivalen Sonár i Barcelona. På vej hjem forsvandt store dele af gruppens udstyr dog, hvilket betød at de desværre måtte aflyse en planlagt koncert på NorthSide i 2012.
Der var rigtig mange, der blev kede af det, da When Saints Go Machine blev nødt til at aflyse, men heldigvis er det lykkedes at få lavet en ny aftale med bandet, og det bliver en fornøjelse at kunne præsentere dem på NorthSide 2013.
Anmeldelser
Kommentarer
The Eclectic Moniker
De syv mænd i The Eclectic Moniker kom rigtig godt fra start, da de i 2011 blev udvalgt til DR’s Karrierekanonen, hvor de endte med at blive en af de tre vindere. Konkurrencen og de mange koncerter, der fulgte med, var med til at præsentere bandet for et helt nyt publikum, der kollektivt forelskede sig i gruppens friske og sommeragtige lyd.
Med den storskæggede sanger Frederik Vedersø i front byder The Eclectic Moniker på deres debutalbum på 12 sommerlige popsange, der trækker på både afropop og indierock. Men det var calypso-rytmen på ”Easter Island”, der for alvor gik i hjertet på først koncertgæster og derefter radiolyttere, da den kom ud som single i en iskold februar uge i 2012.
Gruppen har med stor succes tilført en masse livsglæde og eksotiske rytmer til den danske musikscene med materialet fra deres debutplade, hvilket har været særdeles forfriskende. Reaktionen har da også været overvældende positivt hver gang de er gået på scenen, hvilket blandt andet kunne opleves, da de efter diverse uheld reddede aftenen til GAFFA Prisen 2012 med deres forrygende show.
The Eclectic Moniker er godt i gang med indspilningerne til deres andet album, så forvent nye toner og masser af energi, når bandet går på scenen i Ådalen.
Anmeldelser
Kommentarer
Fun.
Den amerikanske trio Fun. er en af de største succeshistorier i 2012 på grund af hittet ”We Are Young”, der er solgt i mere end 5 millioner eksemplarer i USA alene. Sangen har ligget nummer et i USA, Canada, Australien og på den fælleseuropæiske hitliste og var uden tvivl et af de største hits i verden sidste år.
Successen var ellers ikke så let at forudse, da frontmand Nate Ruess efter syv år med gruppen The Format besluttede sig for at danne Fun. sammen med Andrew Dost og Jack Antonoff. Trioen debuterede i 2009 med albummet ”Aim And Ignite”, der ikke gjorde meget væsen af sig, og gruppens andet album kunne have lidt samme skæbne. Men i månederne efter udgivelsen af singlen ”We Are Young”, blev sangen brugt i både et afsnit af Glee og en tv-reklame, og fem måneder efter udgivelsen røg sangen til tops på den amerikanske hitliste.
Siden da er successen fortsat i heftigt tempo for Fun. og titelnummeret fra gennembrudsalbummet, ”Some Nights”, har også været et stort hit for bandet. Også live har bandet imponeret med deres blanding af særdeles velkomponerede sange, der leveres med store armbevægelser, enormt overskud og en god portion grandiositet. Det er desuden værd at nævne, at bandet ikke bare kalder sig Fun. for sjov, hvilket de sidste år beviste til en medrivende og stærkt underholdende koncert i Store Vega.
Fun. er et af de varmeste navne i verden lige nu, og det er en udsøgt fornøjelse som den første danske festival at kunne præsentere med på NorthSide i 2013.
Anmeldelser
Kommentarer
Nick Cave & The Bad Seeds
Australske Nick Cave dannede i 1983 bandet Nick Cave & The Bad Seeds efter at have startet sin musikalske karriere ti år tidligere med bandet The Birthday Party. Siden da har Cave gjort sig som solist og som en del af Grinderman samtidig med, at han har skrevet filmmusik og manuskripter samt udgivet bøger. Men han bliver ved med at vende tilbage til sine dårlige rødder, og det er da også i den konstellation, han skal optræde til NorthSide 2013.
Bandet havde i mange år en fin karriere som anmelder-darlings med et solidt publikum og en konstant voksende status som et af rockens mest kompromisløse navne. I 1994 fik bandet dog sin første smagsprøve på succes med albummet ”Let Love In”, der generede singlen ”Do You Love Me?”, der gav dem deres første top tyve hit uden for hjemlandet.
Det store gennembrud kom dog først to år senere, da den australske mørkemand overraskede alt og alle ved at alliere sig med popprinsessen Kylie Minogue på balladen “Where the Wild Roses Grow”, der blev et hit på verdensplan. Det samme gjorde albummet ”Murder Ballads”, hvor Cave også er i duet med PJ Harvey på sangen ”Henry Lee”.
Det efterfølgende album, ”The Boatman’s Call”, var også en stor succes for Nick Cave & The Bad Seeds, og dermed var bandets position som kompromisløst kultorkester blevet ændret til populært verdensnavn, uden at Nick Cave og kollegerne havde gjort andet end at gøre det, de altid har gjort bedst, nemlig at skrive rå og mørk rock med vedkommende og udfordrende tekster.
Nick Cave & The Bad Seeds fortsætter den gode stil på det seneste album, ”Push the Sky Away”, og det er en ubetinget fornøjelse at kunne byde velkommen til deres legendariske band på NorthSide 2013.
Anmeldelser
Kommentarer
Trentemøller
Den danske producer og komponist, Anders Trentemøller, slog sit navn fast med en stribe remix for navne som Röyksopp, Moby,og The Knife. Men sideløbende kom der også singler i eget navn som ”Rykketid” og ”Physical Fraction”, og i 2006 var Trentemøller endelig klar med det længeventede debutalbum ”The Last Resort”.
Albummet viste en ny side af Trentemøller, og det rolige og stemningsmættede album blev rost til skyerne både herhjemme og i den internationale presse. Udgivelsen sikrede ham i 2006 fire priser ved Danish DeeJay Awards, og efter årsskiftet kunne han hente to statuetter til Danish Music Awards.
2007 blev også året, hvor Trentemøller for første gang samlede et band og tog på en turné, der både bragte ham forbi de danske spillesteder samt festivaler rundt om i Europa. Der blev dog ved med at dukke remix-opgaver op, så navne som Depeche Mode, Robyn, M83 og Franz Ferdinand har alle i de senere år været igennem Trentemøllers elektroniske vridemaskine.
2010 fulgte Trentemøller debuten op med ”Into the Great Wide Yonder”, hvor stilen havde bevæget sig mod en indie-rock lyd med forvrængede guitarer, dynamiske udsving og melodiske vokaler, og nu er det tredje album på vej fra Trentemøller, og som altid er forventningerne høje til materialet fra en af landets største kunstnere.
Der er ikke mange danske musikere, der har opnået samme internationale respekt som Trentemøller. Han har med sit band spillet på en lang række af de største festivaler rundt om i verden, så det er noget helt særligt for første gang at kunne præsentere den populære og kritikerroste producer og musiker på NorthSide til et af hans meget sjældne shows på dansk grund.
Anmeldelser
Kommentarer
Nephew
Hovednavnet på første udgave af NorthSide hed Nephew, og nu vender landets største rocknavn tilbage for endnu engang at begejstre publikum, som kun de kan gøre det. Nephew har domineret den danske musikscene, siden de i februar 2004 for første gang var P3’s Uundgåelige.
Dengang hed singlen ”Movie Klip”, og siden da har de haft et væld af singlehits, udsolgte koncerter, platinsælgende albumudgivelser og en høst af musikpriser som kun få kan gøre dem efter. Den succesfulde stime er fortsat med det aktuelle album ”Hjertestarter”, der indeholder hits som ”Klokken 25” samt albummets titelnummer, og selvom bandet endnu engang har rystet posen og ændret det musikalske udtryk, så holder gruppens fans trofast ved.
Eller man fristes næsten til at sige, måske netop derfor holder de ved. For Nephew har aldrig været bange for at skubbe til grænserne. Om det er gennem samarbejder med L.O.C., Henriette Sennenvaldt fra Under Byen, tyske Polarkreis 18, stjerneproduceren Timbaland eller det danske fodboldlandshold, så er Nephew altid åben for en ny udfordring, hvilket har været med til at gøre dem til et af de vigtigste navne herhjemme gennem de sidste ti år.
Den status har de ikke kun opnået via de mange hits, men i høj grad også via deres altid visuelt imponerende koncerter, hvor frontmand Simon Kvamm i den grad får lov til at folde sig ud som indpisker, folkeforfører og midtpunkt. Vi ser frem til at lade os rive med af Nephew denne sommer, når bandet tager opstilling i Ådalen.
Anmeldelser
Kommentarer
Band of Horses
En af de største koncertoplevelser på NorthSide i 2011 kom fra Band of Horses, der samlede folk til fællessang på “Is There a Ghost” og “No One’s Gonna Love You” fra gennembruds-albummet ”Cease To Begin”. Bandet udtrykte efterfølgende selv ønske om at vende tilbage til NorthSide, så det er med stor glæde, at vi nu endnu engang kan byde velkommen til Ben Bridwell og resten af bandet, der vender tilbage til NorthSide med albummet ”Mirage Rock” i bagagen for at levere endnu en forrygende koncert.
Band of Horses blev dannet i Seattle i 2004, og da de udsendte debutpladen ”Everything All The Time” på det legendariske selskab Sub Pop, generede det en hel del omtale og flotte anmeldelser. Bandet måtte dog efterfølgende sige farvel til flere medlemmer, og Bridwell valgte at flytte gruppen til North Carolina, hvor han er vokset op. Her begyndte bandets udvikling mod en mere klassisk rock stil inspireret af alt fra sydstatsrock til Neil Young.
Første skridt var albummet ”Cease To Begin”, der gav bandet et overraskende hit med ”Is There A Ghost”. Sangen var P3’s Uundgåelige i 2007, og siden har bandet haft en høj stjerne her i landet ikke mindst på grund af en stribe danske koncerter, hvor de via deres udadvendte og afslappede stil har løftet stemningen til euforiske højder.
Senest har Band of Horses udsendt ”Mirage Rock”, der er gruppens mest country-inspirerede udgivelse til dato. Men bandet har dog ikke skruet ned for energien eller de medrivende melodier af den grund, og Ben Bridwell har stadig en af de bedste rockstemmer i verden, så det er helt okay at have høje forventninger til bandets kommende koncert på NorthSide.
Anmeldelser
Kommentarer
Arctic Monkeys
Sheffield-kvartetten Arctic Monkeys har haft det mest imponerende karriereforløb for et engelsk rockband i mange år. Albummet ”Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not” fra 2006 blev det hurtigst sælgende debutalbum nogensinde med omkring 120.000 solgte på udgivelsesdagen i England alene, og udover en førsteplads på albumhitlisten fik debuten også prisen for Album of the Year af NME, Q og Time Magazine og sikrede gruppen Brit Awards for Best British Album og Best British Group samt en Mercury Prize.
De efterfølgende tre fuldlængdeudgivelser er også alle gået nummer et i hjemlandet, men successen er langtfra kun et engelsk fænomen. Bandet har stået på de største scener rundt om i verden, og særligt herhjemme har de en stor stjerne blandt danske rockfans. Det har man kunnet se, når Arctic Monkeys har været nomineret til GAFFA Priser – de har vundet for Årets Udenlandske Album (”Whatever People…”) og Årets Nye Udenlandske Navn – samt til deres koncerter, hvor de gang på gang har høstet flotte anmeldelser fra de danske aviser og musikmagasiner.
Bandets status som et af Englands største navne blev i sommeren 2012 cementeret i forbindelse med OL i London, hvor bandet gik på scenen til åbningsceremonien for at spille deres eget hit, ”I Bet You Look Good on the Dancefloor”, samt en coverversion af Beatles-klassikeren ”Come Together”.
Arctic Monkeys er godt i gang med forberedelserne til deres femte album, der vil blive udsendt i løbet af 2013. Det glæder vi os til, ligesom vi glæder os til at præsentere dem på NorthSide 2013.
Anmeldelser
Kommentarer
The Flaming Lips
Der er løbet meget vand i åen og blevet spillet rigtig mange skæve toner, siden Wayne Coyne sammen med broderen Mark og bassisten Michael Ivins i 1983 dannede bandet The Flaming Lips i byen Norman i staten Oklahoma.
Bandet levede i relativ obskuritet op gennem 80’erne, og selvom de i 1990 fik en pladekontrakt med Warner Bros., så blev bandets skramlede psykedeliske rock ikke mere lettilgængelig af den grund. Men i 1994 fik bandet pludselig sit første hit med hjælp fra en særdeles uventet kant.
Tv-karaktererne Beavis & Butt-Head havde nemlig brugt tid på at gøre nar af Wayne Coyne og sangen ”She Don’t Use Jelly” på MTV, og et år efter udgivelsen af albummet ”Transmissions From the Satellite Heart” stod gruppen pludselig med en sang, der gik på hitlisterne og som skaffede dem et job på The Peach Pit i serien ”Beverly Hills 90120”.
Bandet fortsatte i samme stil på albummet ”Clouds Taste Metallic”, der afsluttede en æra i bandets karriere, hvor fokus havde været på den støjende indie-rock. Det næste album, ”Zaireeka”, var nærmere et kunstprojekt bestående af fire cd’er, der skal spilles samtidig for maksimal effekt, og igen som et lyn fra en klar himmel skiftede bandet efterfølgende stil, hvilket sendte dem mod den verdensstjernestatus, de har i dag.
I 1999 udsendte de nemlig mesterværket ”The Soft Bulletin”, der fik den yderst sjældne 10.0-karakter af Pitchfork og som efterfølgende blev udråbt til årets album af NME. Det var i denne periode, at bandet for første gang begyndte at spille koncerter, hvor de inkorporerede balloner, konfetti, ufoer, publikummer udklædt som plysdyr og alle de andre bizarre tiltag, der i dag kendetegner den totaloplevelse, som en koncert med The Flaming Lips er.
Helt utroligt blev bandet blot endnu mere populære med albummet ”Yoshimi Battles the Pink Robots”, der indeholder den vanvittigt smukke ballade ”Do You Realize??”. Sangen er senere blevet udvalgt til Danmarks Radios dokumentarserie ”Moderne Klassikere”, og i 2009 blev den udnævnt til den officielle rocksang i staten Oklahoma, hvor bandet allerede har en gade opkaldt efter sig i hovedstaden Oklahoma City.
Det kan nærmest ikke overvurderes, hvor stor en oplevelse det er at se The Flaming Lips live, så det er med stor fornøjelse og ærefrygt, vi præsenterer dem på NorthSide i 2013.
Kommentarer