Den danske dancehall-trio Bikstok Røgsystem udsprang af undergrundsmiljøet omkring RubA’Dub Sundays på klubben Stengade 30, der siden 2002 har været samlingssted for det københavnske reggae-miljø. Det var her Eaggerman, Pharfar og Malk De Koijn-rapperen Blæs Bukki spillede de første koncerter som Bikstok Røgsystem, hvor de blandt andet fik hjælp af Natasja på nummeret ”Cigar”, inden hun udsendte sit første soloalbum.
Debutpladen ”Over Stok Og Sten” udkom i 2005 og kastede hits som ”DK’s Koner”, ”Fabrik” og ”Cigar” af sig, og også anmelderne var enige i, at den første dansksprogede dancehall-plade nogensinde var noget helt særligt. GAFFA gav seks stjerner, og trioen indkasserede året efter to priser til Danish Music Awards samt en GAFFA Pris som Årets Nye Danske Navn.
Bikstok Røgsystem fulgte successen op med en stribe koncerter, men kun atten måneder efter udgivelsen af debutpladen forlod Blæs Bukki gruppen for at fokusere på Balstyrko og andre projekter. De to øvrige medlemmer har også haft masser af succes uden for Bikstok i henholdsvis Eaggerstunn (Eaggerman) og som producer for Natasja, Shaka Loveless og Wafande samt som medlem af Djosos Krost (Pharfar), men heldigvis havde de ikke helt glemt Bikstok Røgsystem.
Trioen blev nemlig gendannet til en mindekoncert i forbindelse Bob Marleys fødselsdag i 2009, og denne sommer kan det farvestrålende dancehall-orkester opleves i den originale besætning til NorthSide 2013.
Kommentarer