Medlemmerne i den engelske kvartet Alt-J (∆) fandt sammen på Leeds University i 2007, og efter at have færdiggjort studierne og flyttet instrumenterne til Cambridge, begyndte bandet at indspille musik til en ep med fire numre.
Udgivelsen banede vejen for debutalbummet ”An Awesome Wave”, der udkom i maj 2012. Albummet blev pænt modtaget de fleste steder og gik også ind i top tyve på den engelske albumhitliste. Men som de fleste fantastiske plader, så skulle albummet have lidt tid til at vokse, og da de nominerede til den prestigefyldte engelske anmelderpris Mercury Prize blev offentliggjort, blev Alt-J (∆) hurtigt udråbt til favorit.
Og det blev da også dem, der snuppede prisen foran navne som Django Django, Ben Howard, Michael Kiwanuka og Lianne La Havas, hvilket for alvor sendte bandet ind i den brede befolknings bevidsthed.
Herhjemme var P3 dog ret hurtige til at opdage Alt-J (∆), så allerede i sommeren 2012 begyndte singlen ”Tessellate” ret ofte at dukke op på de danske radiobølger, og det har uden tvivl været med til at gøre Alt-J (∆) til et af de nye navne, som er blevet efterspurgt af rigtig mange NorthSide-gæster.
Når Joe Newman, Gwil Sainsbury, Thom Green og Gus Unger-Hamilton lægger vejen forbi NorthSide bliver det for at give deres første danske koncert nogensinde. Det sætter vi stor pris på, og vi ser meget frem til at opleve dette fantastiske navn for første gang på dansk jord.
Kommentarer